Den planlagte del af turen indeholdt kun ét besøg i en ortodoks kirke, nemlig Alexander Nevsky-katedralen i Tallinn. Og det er egentlig en skam, for der er så mange andre spændende. Men er man en kirke-nørd, kan man jo selv besøge dem – og det gjorde vi: Fem i Vilnius, en i Riga og tre i Tallinn.
Billeder herfra ses nederst!
Men: Det kræver lidt forudsætninger for overhovedet at vide, hvad man skal se på, for det fornemmes helt tydeligt, at der er noget andet på spil, når man træder ind i en ortodoks centralkirke, end når man træder ind i en almindelig vestlig processionskirke.
Forskelle:
En almindelig dansk kirke består af kor, skib, tårn og måske en tilbygning. Når man kommer ind, er der alter i koret, prædikestol og døbefont ved korvæggen, stole eller bænke i kirkeskibet og orgel mod vest.
En katolsk kirke har desuden ved indgangen et vievandskar, langs væggene en korsvej og ofte flere sidealtre, men ellers genkendelig i sit udtryk.
En ortodoks kirke har intet orgel, der er kun få stole, og i stedet for et alter er der en stor altervæg med billeder – en ikonostase – og derudover mange andre ting, der kan virke fremmedartede.
Kirken set udefra:
En russisk ortodoks kirke har som regel (for her er mange variationer) af et centraltårn som symbol for Kristus, fire hjørnetårne som symbol for de fire evangelister, og er der et tårn over koret, er det et symbol for Gudsmoderen Maria. Et evt. klokketårn kan symbolisere apostlene og dem, der bringer evangeliet videre. Ofte er der en løgformet kuppel, som kan symbolisere Helligåndens flamme, og hvis det er almindelige kupler er det for himlen. Desuden vil der ofte være mosaikker af hellige personer over dørene. Og det gælder i det hele taget, at tider og steder medfører flere tolkningsmuligheder af samme motiv.
Øverst på tårnene knejser det russiske kors. På korsstammen markerer øverste tværbjælke skiltet med INRI,” Jesus af Nazaret, jødernes konge”. Dernæst den brede tværbjælke, som Jesus var naglet til. Den nederste skrå tværbjælke kan betyde den røver ”der skal være med i Paradis” – og den røver, der skulle ”det andet sted hen”. Men der er også et par andre tolkninger. Nederst ses halvmånen, som hentyder til Maria Himmeldronningen, der har månen som sit kendetegn, ligesom Jesus er ”solopgangen fra det høje”. Men jeg hørte i Rusland, at man også forstår det som den skål, hvori Maria opsamler de bedendes bønner.
Over kirkens døre og i gavlene ses ofte mosaikker af hellige personer og helgener.
Den ortodokse kirkes indretning:
Tallene i teksten viser hen til billedet nedenfor, som er et panoramabillede fra den ortodokse Nikolaikirke i Vilnius. Det betyder, at linjerne buer lidt, men så ses hele bredden.
Det dominerende indtryk er Ikonostasen, billedvæggen for enden af kirkerummet (1). Men der er andre vigtige ting: I midten af kirken står en pult (ambon), hvorpå der ligger en ikon, som hører til dagen eller ugen (2). Der er en særlig ikon med Jesus på korset (3), og hvor der på et lille bord kan tændes lys for afdøde fra menigheden eller familien (4). Der vil ligeledes være andre steder, hvor man kan tænde lys (5). Døbefonten har ikke nogen fremtrædende placering (6). Ved trappen til Ikonostasen står ofte nogle processionsbannere (7). Her findes også pulte med ikoner – oftest Kristusikonen til højre (8) og Gudsmoderikonen til venstre (9). Men Overalt i kirken er der ikoner med en lille lampe foran, hvor der kan tændes lys (10). På væggene kan der være malede ikoner eller symboler, som her den otte-takkede stjerne (himlen – 11) og firkanten med halvbuer (grundplanen for det himmelske Jerusalem – 12). Øverst (udenfor billedet) er der en kuppel, der ofte er udsmykket med Kristus, Maria eller med en stjernebesat himmel. Det er de generelle ting, men der kan udvises store variationsmuligheder i indretningen afhængig af sted og formåen.
Og så lige én ting mere: Den ortodokse kirke er opstandelseskirken om noget, det er det helt centrale! Derfor lidt interessant, at det på netop denne Ikonostase skrives næste med flammeskrift: “Kristus er opstanden” (13) og en ortodoks kristen vil næsten med automatik svare: “Ja, han er sandelig opstanden!” – For det er en helt fast del af påskeliturgien!
Ikonostasen:
Er kirkens vigtigste sted. Bag den findes koret, som kun er for præster, og hvor nadveren forberedes. Døren hertil kaldes Kongedøren. Ikonostasen kan også udvise store variationer, men der er et fælles grundskema, som man kan gå ud fra:
Det betyder, at vi gennem de forskellige ikonrækker føres gennem både bibelhistorien og kirkehistorien. Og lodret over Kongeporten har vi kirkens lære: Trosbekendelsen.
Ikon:
Betyder billede. Men ligesom en ikon på et computerskrivebord giver adgang til programmer bag ved, giver den kirkelige ikon forbindelse til virkeligheden og begivenheden bagved! Når man beder og slår korstegn for sig foran f.eks. en Gudsmoderikon, er det ikke for ikonen, men for Gudsmoderen, som den repræsenterer.
I løbet af kirkens historie måtte der træffes flere afgørelser – se f.eks. min side om Kristendommen og dens udvikling her. De kom til at spille ind på ikonerne. Man ser Kristi velsignende hånd med to fingre, som henviser til Kristi to naturer, den guddommelige og den menneskelige. Tommelfingeren bøjer sig mod de to øvrige fingre som symbol på treenigheden. Og sådan er der mange ting, der skal ”læses” ud af en ikon.
I 7-800 tallet var der store diskussioner om man måtte afbilde Gud og det guddommelige. Striden – kaldet ikonoklasmen – endte med at billedtilhængerne vandt, så billedet af Kristus opfattedes som en del af hans menneskeliggørelse. Årsagen stod især om tolkningen af andet bud i De ti Bud: Du må ikke gøre dig noget udskåret billede af det, der er oppe i himlen eller nede på jorden… Beslutningen betød, at man ikke lavede udskårne – tredimensionelle – billeder, men malede todimensionelle billeder. At der senere er kommet en påvirkning fra den vestlige kirke gør, at man somme tider også kan finde skulpturer i den ortodokse kirke, og omvendt kan man også finde ikoner i den vestlige, både katolske og protestantiske kirke.
På samme måde er den ortodokse kirkemusik og liturgi uden musikledsagelse, idet det er den menneskelige stemme, der alene lovpriser Gud.
Man gjorde alt for at gøre ikonen så smuk som mulig og pyntede også med guld, sølv og ædle stene. Det betyder bl.a. at man kan se ikoner med sølvdække – Oklad – hvis hele figuren undtagen hoved og hænder er dækket, og Riza, hvis det kun er beklædningen, der er dækket. Mange flere forhold gør sig gældende, og her vil jeg henvise til faglitteraturen. Selv har jeg stor glæde af Annika Hvithamar: ”Ruslands ikoner – fra brugskunst til billedkunst”.
Tre særlige ikoner skal nævnes, idet de meget ofte afbildes:
1. Pantokrator fra Katharinaklosteret på Sinai fra 500-tallet er den ældste bevarede ikon.
2. Vladimirikonen fra ca. 1125 er Ruslands nationalikon og har som motiv Gudsmoderen med Kristusbarnet.
3. Rublovs Treenighedsikon fra begyndelsen af 1400-tallet.
Begge findes i Tretjakov-galleriet i Moskva. De er tydelige eksempler på, at man skal læse ikonerne rigtigt for at se – og indse – mystikken. Men det er for omfattende i denne sammenhæng.
I vesten vil vi gerne stille os foran og forstå – i den ortodokse kirke stiller man sig ind under mystikken – understand!
Med denne – trods alt korte – gennemgang skulle det være muligt at gå på opdagelse i de ni ortodokse kirker, som vi besøgte:
Ni ortodokse kirker:
Vilnius: Paraschevakirken:
Kirken er indviet til Den hellige Parascheva af Balkan, som var en asketisk kvinde fra det 10. århundrede. Det er en helt enkel kirke, let at overskue og aflæse.
Vilnius: Nikolaikirken:
Nikolaikirken ligger på hovedgaden i Vilnius, og er den kirke, der er brugt som eksempel ovenfor.
Vilnius: Helligåndskirken:
Den er egentlig en klosterkirke, og et eksempel på, hvordan der efter zar Peter den Store blev søgt inspiration i vestlig kirkearkitektur. Resultatet er en barok ortodoks kirke, og de passer måske ikke helt sammen?
Vilnius: Treenighedskirken:
Den har også været klosterkirke og har haft et omskifteligt kirkeligt tilhørsforhold med udgangspunkt i Ukraine. Gudstjenesterne holdes stadigvæk på ukrainsk.
Vilnius: Maria Himmelfartskatedralen:
En stor domkirke med tre ikonostaser. Ikonerne er malet i en mere naturalistisk stil end den normale.
Riga: Fødselskatedralen:
Den eneste vi besøgte i Riga, men hvilket besøg! Fornemt restaureret efter sovjettiden! Og ja, jeg så godt skiltet, men er meget diskret, når jeg fotograferer, og den kirke skal formidles!
Tallinn: Nikolaikirken:
En lille fin ortodoks kirke, som var åben, selv om det var søndag og nogle holdt en lille messe. Vi satte os på et par stole til venstre i kirken og lyttede med og oplevede.
Tallinn: Forklarelseskirken:
Ligger lige inden for bymoren nord for Domhøjen. Det er en lille kirke, som er fyldt med mange spændende detaljer.
Tallinn: Alexander Nevsky Katedralen:
Er opkaldt efter en storfyrste fra 1200-tallet, som er kendt for store sejre over tyskere og over svenskerne i slaget ved Neva. Han blev kanoniseret af den russiske kirke i 1547 og Stalin erklærede ham som nationalhelt. Kirken er et meget besøgt turistmål.
Og til sidst: Et eksempel på ortodoks påvirkning af katolske kirker i Vilnius:
Litauen er primært katolsk, men har et stort ortodoks mindretal. Det har naturligt påvirket begge veje. Her viser jeg et par eksempler :
Siden er opdateret 5/5 2020