2024 Femern

2024 Femern

Ved vores 80 års fødselsdagsfest fik vi et rejsetilskud fra Thorkilds søskende. Det besluttede vi at bruge på en tur til Femern. Det er en ø, som vi aldrig har besøgt, så vi synes, at det kunne være spændende med en sensommertur dertil. Og som altid sørger vi for at opleve noget på både ud- og hjemturen. Det blev en dejlig tur med god varme i luften og sol og skyer, som det nu er på vores breddegrader.

Vi kørte først til Nortorf, en lille by et par km. fra motorvej A7 lidt før Neumünster. Der står et mindesmærke, som er omtalt i bogen om “Gedenkstätten und Erinnerungsorte“, som vi før har brugt at køre efter – se vores side om mindesmærkerne i Sydslesvig her. Det er et bysamfund, der har lidt store tab i alle krigene. Ved kirkemuren står en skulptur: “Styrtende søjle” med indskriften: “Husk dem, der boede iblandt os og blev ydmyget og myrdet, bare fordi de var anderledes 1933-1945.” Lige ved siden af står en sten med navnene på de 220 unge fra byen og omegnen, der som soldater omkom under anden verdenskrig.
Ved rådhuset i Neumünster er der ligeledes et Mindesmærke mod voldsherredømme og diktatur i Tyskland. Det hænger sammen med, at nazisterne fik flertal i byrådet ved valget i 1933, og derefter udstødte alle andre partier.

Vi handlede og spiste frokost i Design Outlet inden vi fortsatte over Plöhn og nogle Østersø-strande og direkte ud til “Appartment Hotel Museumshof“. Her havde vi en dejlig lille lejlighed med soveværelse, opholdsrum og en god altan. Spiste aftensmad på en nærliggende restaurant, og efter en god nats søvn var vi klar til en hel dag på Femern. Her kørte vi til det sydøstligste fyrtårn, via hovedbyen Burg til småbyer og havne. Kørte videre til det nordvesligste fyrtårn og derfra til Puttgarden. Vi så færgehavnen og besøgte den toldfrie – et kæmpemarked – og kunne på afstand se lidt af tunnelbyggeriet. Inden vi kørte hjem, var det begyndt at regne, men vi fik da set Arne Jakobsens byggerier  i Burgtiefe ved sydkysten. Vi købte lidt let aftensmad og en flaske hvidvin med hjem og nød aftenen oven på dagens oplevelser.

Dagen efter var vi så klar til at køre hjemad. Vi gjorde et lille stop i Lütjenburg, inden vi kørte til et frilandsmuseum ved Kiel. Derfra over Eckernförde og forbi Poppostenen mellem Slesvig og Flensborg – og så hjem.

Naturligvis besøgte vi et par kirker undervejs, og her viser jeg billeder fra
Fire kirker på Femern: Nikolaikirken i Burg, Peterskirken i Landkirch, Johanneskirken i Petersdorf, Johanneskirken i Bannesdorf.
     
Som nævnt gjorde vi ophold ved det Slesvig-Holstenske Frilandsmuseum ved Molfsee. Det er et af de største friluftsmuseer i Nordtyskland. Det rummer over 70 genopførte og restaurerede bygninger fra forskellige egne i Slesvig-Holsten fordelt på ca. 60 hektar. Det er et meget spændende museum, og vi gik ikke mindre end 5 km. på turen rundt! Her er nogle af de mange billeder, det blev til:

Opdateret 26/8 2024