Th’s oldefar (fmf) – Pedersen

Th’s oldefar (fmf) – Pedersen

Oldefar Karl Andreas Pedersen og oldemor Petrine Kristine Marie Pedersen

Karl Pedersen kaldtes også Karl Pedersen Staulund. Han er født 12/7 1840 i København og døde 25/7 1919.
Han blev gift med Kristine Marie Pedersen som er født 3/2 1846 i Thorning og døde 4/7 1927. I kirkebøgerne kaldes Karl somme tider Petersen med t – andre gange med d. I kirkebogen med dåbsnotat skrives Christine med Ch – men derefter altid med K. Således kan man også se det på det eneste overleverede billede af deres gravsten på Herning Kirkegård. Der findes ikke billeder af de to.

I sine erindringer “LIVET” fortæller min farfar om sine svigerforældres opvækst følgende under beskrivelse af livet på heden:

“Min Kærestes Fader Karl Pedersen (kaldet Karl Staulund efter Byen) er født i København. Hans Fader døde da han var Fire Aar, hvorefter han med sin Moder flyttede til Mors. Min Kærestes Moder var fra Torning, som Ligger omtrent midtvejs mellem Bording og Viborg. Hendes Forældre havde en landejendom, men ogsaa hendes Fader døde tidlig og blev erstattet af en Stedfader, ingen af disse mindes min Kæreste dog nogensinde at have set. Da min Kærestes Fader var vokset til rejste han fra Mors og fik Plads paa Knustrup Kro, som ligger tæt ved Torning, som Staldkarl, og her lærte han saa min Kærestes Mor at kende.” – Klik på linket ovenfor og læs hele beretningen om deres liv på heden.

Han fortæller her ligeledes, hvordan de byggede deres hjem på heden, det må være omkring 1870. Her fik de fire børn: Niels, Mari eller Maren, Anne og Nielsine. Nielsine er min farmor. Heden omkring Stavlund var dengang helt anderledes end i dag. Der var store strækninger med lyng, hvor der i dag er læbælter og opdyrket. Det hus, de byggede, er forlængst nedrevet og der ligger i dag et nyere hus på adressen Stavlundvej 22, 7540 Haderup.

På deres ældre dage solgte de ejendommen til deres søn Niels, og flyttede ind i et lille hus i Simmelkær. Men da Karl blev syg flyttede de ind hos farmor og farfar på Silkeborgvej i Herning, hvor Karl Pedersen døde efter kun 6 uger i 1919 og blev begravet på Herning Kirkegård. Kristine blev boende hos dem og flyttede med til Silkeborgvej, hvor hun døde 4/7 1927 og blev begravet på Herning Kirkegård ved siden af hendes mand.

 

Opdateret 26/2 2023