Rød er blodets og Helligåndens farve, så det røde sæt bruges kun 2. juledag, Sankt Stefans Dag og på de to pinsedage. Det betyder, at det kun skal bruges tre gange om året. For Dronningen betød det, at sættet ”har fået ekstra fart på i farverne, sådan at hvis sognet synes, at det var vel meget, kunne de jo glæde sig over, at det varede længe, før de fik det igen!”
Sættet er præget af patchwork i stoffer og forgyldt læder. De røde stoffer blev hjembragt af Dronningen fra Egypten, og antependiets motiv er kors i forskellige variationer med indføjede små forsølvede og forgyldte messingskjolde.
På hagelens rygstykke ses et stort arbejde i patchwork, hvori både kors og det danske flag indgår, endda som kongeflaget med split. På forstykket findes en såkaldt mandorla med Kristi monogram X og P, de græske forbogstaver for KRistus. På hver side heraf ses det første og det sidste græske bogstav Alfa og Omega, et symbol for Gud.