I Danmark afbildes Lidelseshistorien i vore kirker i kalkmalerier og på altertavler i det, vi kalder “den figurrige golgatascene”. I Bretagne afbildes den i granit ude på kirkegården! Det er hverdagskunst, men det er også verdenskunst! Enkle, grove og alligevel betagende i al deres umiddelbarhed. De skal ”ikke kun henrykke øjnene, men røre sjælene”. Kalvarierne er en del af et såkaldt Kirkeområde (Enclos paroissal), der foruden kalvarierne består af en portal, kirken, kirkegården og ofte et benhus. Oprindeligt blev folk herude begravet under kirkegulvet, og for at få plads, ryddede man med ca. 30 års mellemrum gravene, og de opgravede knogler blev så opbevaret i et benhus!
Her gennemgås de otte vigtigste kalvarier i Finistère, som er den vestligste del af Bretagne. Her findes de fleste fuldt udbyggede “Kalvariebjerge“. De er fremstillet fra midten af 1400-tallet og frem i 1600-tallet. Jeg hørte om dem første gang i kunsthistorie på seminariet, og har været optaget af dem lige siden. Ved vores besøg i Bretagne i 2005 fandt vi frem til nogle af dem, og dengang købte jeg en bog dernede: “Grosse Kalvarienberge der Bretagne“, så i år kunne vi besøge næsten alle de store kalvariebjerge, som fortæller hele lidelseshistorien, og nogle af dem også fødselshistorien. Mens vi kørte rundt og så dem, var vejret meget blandet – som en dansk sommer, men billederne bliver slet ikke så tossede i regnvejr eller overskyet, for så er kontrasterne ikke så store som i skarp solskin.
I de enkelte fotos er personer og motiver indskrevet sådan, at barndomsfortællingerne er noteret med lys gul, dåben ned kraftig gul, lidelseshistorien med hvid, opstandelsen mv. med lys blå. Afbildningerne på kalvarierne er ikke altid i kronologisk rækkefølge, men i flere af dem har præsten kunnet stille sig op og fortælle, mens kan kunne udpege personerne.
Saint-Thégonnec
er fra 1610 og det yngste af de store kalvarier. Kirkeområdet er samtidig et af de mest besøgte, fordi det ligger så tæt på motorvejen gennem Bretagne ud til Brest. Samtidig består det af en markant kirke, et meget stort benhus og en fornem portal, så det er i det hele taget et betydeligt sted for Bretonsk kirkearkitektur og -kunst. Kirkeområdet blev klassificeret som historisk monument i 1886.
Derfor er det første billede et panoramafoto fra kirkeområdet i Saint-Thégonnec. Lidelseshistorien begynder mod syd, og bevæger sig mod uret rundt.
Guimiliau
er bygget i 1581 og er delvis renset. Et meget fornemt kirkeområde med portal, kalvariebjerg, kirke, sakristi, benhus. Heldigvis ligger det også centralt, for det fortjener opmærksomhed og besøg! Det er et enestående monument med mange figurer og fremstillinger, både fødselsfortællingen og lidelseshistorien. Kalvariet består af omkring 200 figurer, og området blev erklæret historisk monument i 1910.
Plougastel-Daoulas
er fuldendt i 1604 som tak for beskyttelse efter en stor pest. Det er et stort kalvarebjerg med 171 figurer. Det blev restaureret første gang i 1800-tallet, men blev beskadiget under kampen om Brest i anden verdenskrig, men er efterføglende blevet restaureret, og står i dag rent og fint.
Plougonven
er bygget i 1554. Restaureret 1897. Kronologien blev ved den lejlighed fastholdt, så man kan begynde mod sydøst med Bebudelsen og så bevæge sig mod uret, først i nederste frise, og derefter i øverste. Jeg har fotograferet hvert enkelt af de 16 felter for sig, og dertil selve korsgruppen øverst.
Pleyben
er fra 1555 og fik enkelte tilføjelser i 1650. Det blev flyttet lidt mod syd til nuværende placering i 1738. Det blev derefter ombygget i begyndelsen af 1800-tallet, og er senest restaureret i løbet af 1980-erne. Området her er også erklæret historisk monument.
Saint-Vennec
kalvariet er bygget i 1556 på en trekantet sokkel. Figurerne er samlet omkring korset, og forestiller foruden Maria, Maria Magdalene og Veronika også apostlene, som dog på grund af erosion er svære at identificere, selv om deres navne er indgraverede ved foden. De bærer alle et skriftbånd, hvor trosbekendelsen (latin: Credo) er citeret.
Quilinen
kalvareiet er bygget 1547, og minder på mange måder om Saint-Vennec, som ligge få kilometer derfra. Her kan man dog identificere figurerne på grund af deres attributter. Også den er præget af tidens tand, men er meget smuk i sin enkelhed.
Tronoën
er den ældste og går tilbage til ca. 1450. Den er hårdt eroderet af vejr og vind pga. dens beliggenhed meget tæt på Atlanterhavet. Alligevel er det muligt at identificere figurer og motiver. Kronologien begynder med Marias bebudelse på østsien og fortsætter så på nordsiden osv. i retning mod uret. Den fortsætter derefter med nadveren og resten af lidelseshistorien og afslutter med den yderste dom på sydsiden. Man skal altså gå et par gange rundt for at få hele historien med.
