Sagn- og legende-motiver i de romanske kirker.
Langt de fleste billeder i vore kirker har bibelske motiver. Men i den tidlige middelalder forekommer der også andre motiver, der ikke er bibelske, men tilhører både en sagnverden med spor af religionsskiftet i Norden, og den legendeverden, der i høj grad udviklede sig i løbet af den tid. Fortællinger og historier, der har været vidt udbredte, og som har sat sig spor langt op mod vores tid.
Her vil jeg pege på legenderne om Den Hellige Gral, det bæger, som Jesus brugte ved den sidste nadver, og som Josef af Arimetæa opsamlede Jesu blod i på Golgata. Det gav gralen magiske egenskaber. Han tog gralen med til England, og derfor optræder fortællinger om søgen efter gralen i en del af fortællingerne om kong Arthur og ridderne af det runde bord.
Desuden er der motiver fra Vølsungesagaen om Ringen Andvarenaut, og om Sigurd Fafnersbane. Det er blandt andet den sagnverden, som Wagner lagde til grund for de fire operaer i Nibelundens Ring. Den var også en inspiration for JRR Tolkien i Ringenes Herre. I disse fortællinger spiller også Sværdet en rolle; navngivne, som mange er: Excalibur, Kong Arthurs sværd – Joyeux, Sir Lancelots sværd – Gram, Odins sværd – Skræp, Uffe hin Spages sværd – Sting, Frodos sværd – Anduril, Aragorns sværd…
Allerførst skal vi dog præcisere nogle begreber, for jeg har allerede nævnt Sagn og Legende, men kommer også til at nævne Myte og Mytologi. Så hvad præcist dækker de ting over? Her kan en lille oversigt være på sin plads:
Kun ganske få steder i Danmark ser vi kirkebilleder i tilknytning til Grals-legenden. De to vigtigste steder er Skibet Kirke og Hornslet Kirke. Kalkmalerierne i Skibet Kirke er fra 1200-1225 og dermed samtidige med de danske korstog til Rügen og Estland. Disse korstog er igen inspireret af Korstogene til Det hellige Land, og dermed fik riddere og deres bedrifter folkelig beundring.
Otto Norn har i sin bog “At se det usynlige” fortalt om mange af de ting, som ikke umiddelbart er synlige. Det drejer sig om messeunderet og om lyset, som strømmer ind gennem kirkens ruder, og som tolkes som Livslyset og Gudsordet, i sidste ende Kristus selv: “Jeg er verdens lys” – og meget mere! Heri beskriver han også kalkmalerierne og deres motiver i Skibet kirke og i Hornslet Kirke på ni sider hver. De er virkelig værd at læse, men også på “nettet” er der forklaringer at hente. F.eks. på Wikipedia om Gralen.
I bogen “Grenen fra Livets Træ” beskriver og genfortæller han livstræs-legenden, som leder over i helligkors-legenden. Disse legender var meget udbredte i middelalderen. Se også min beskrivelse af legenden om korset og livets træ.
Skibet Kirke:
Kirken ligger inde i Vejle ådal, lige syd for Jelling. Hertil kunne man sejle i vikingetiden, og måske har det givet anledning til navnet. Kirken selv er gammel, og har altså fået helt enestående kalkmalerier, sikkert i begyndelsen af 1200-tallet. De blev dækket, da man indbyggede gotiske hvælvinger i koret, men fremdraget igen i 1954. Man var straks klar over, at det var helt enestående billeder, både kunstnerisk og motivmæssigt. De har middelalderens smukkeste heste og en helt særlig fortælling. Både på kirkeskibets nordvæg med billede fra hellig-kors-legenden og på korets østvæg med grals-motivet ud over billedet af Lasarus’s opvækkelse og Forklarelsen på bjerget.
Hornslet Kirke:
Kirken rummer et sæt kalkmalerier, der dukkede op i 1960. Det er romanske malerier, der også her blev dækkede, da man indbyggede gotiske hvælvinger. Vinduesnichen har ærkeengle, der sammen med Helligåndens due værner lyset: Kristus som “Verdens lys”, der trænger ind af vinduet. Øverst på kalkmaleriet ses en halvnøgen konge, som Otto Norn tolker som den syge kong Mordrian fra legenderne om den hellige gral. Nedenunder ses riddere i kampscener, der minder om kampene i gralsfortællingerne. 
Højen Kirke:
Kirken er oprindelig fra 1100-tallet men blev stærkt ombygget omkring 1850. Nordmuren er bevaret og har et sæt fine kalkmalerier, der øverst afbilder en konge, der dømmer en helgen, og nederst rummer ridderkampe. Der er flere våbenhistoriske detaljer, men hesten er ikke nær så fornemme son i Skibet kirke.
Ål kirke:
Kirken er en stor romansk kirke på 42 meter i længden, idet den er udvidet ad flere omgange. Den har nogle af de største kalkmalerier i Jylland, herunder en spændende rytterfrise. Der er mange fortolkninger af motiverne, men i hvert fald ser man motiver fra Nikolai-legenderne, en opvækkelsesscene mv. Rytterfriserne kan henvise til flere ting, herunder legenderne om gralsridderne, korstog mv. 
Gralskapellet i Bretagne:
På en tur til Frankrig i 2005 kørte vi gennem Brocéliande-skoven lidt sydvest for Rennes på vej ud på halvøen Bretagne, der i sagnverdenen hedder Lille Britannien, til forskel fra øerne, der hedder Storbritannien. Her ligger foruden et stort kloster også en lille kirke i Trehorenteuch, der også kaldes Gralskapellet, fordi legenden om Den hellige Gral her spiller en stor rolle:
Vølsunge-sagaen indeholder historien om Sigurd Fafnersbane, som kort refereres her: Odin, Høner og Loke går en tur langs en flod, og ser en odder spise en laks. Loke kaster en sten og dræber odderen. De tager den med til en gård, hvor de beder om husly for natten. Det viser sig, at odderen er søn af gårdens ejer Reidmar og bærer navnet Other, og at han er i stand til at skabe sig om til en odder, når han vil fiske. De tre må nu erstatte sønnen ved at dække odderens skin med guld. Loke må af sted for at finde guldet. Han går til dværgen Andvare, hvor han får fat i guldet og en ring: Andvare-naut, som han beholder for sig selv, men som er blevet forbandet af Andvare. Da odderskindet er dækket med guld, stikker et knurhår frem, og den må dækkes med ringen. Reidmar har to andre sønner, Fafner og Regin, der vil have fat i guldet. Fafner dræber sin far og skaber sig om til en drage, som så vogter skatten. Ad omveje får Regin kontakt med Sigurd, som han lokker til at få fat i skatten for ham. Regin smeder det svær, som Sigurd skal bruge, men det splintres, når Sigurd prøver det. Han må så finde sværdstumperne af sværdet Gram frem og smede et nyt svær. Med det drage Sigurd af sted og graver sig ned under den sti, som dragen skal benytte, når den skal have vand. Derfra stikker han sværdet op i dragen Fafners hjerte og dræber ham. Regin vil have Fafners hjerte stegt, og da får Sigurd noget af dragens blod på fingrene og sutter det af. Han kan nu høre fuglenes tale, som råder ham til at beholde skatten. Sigurd dræber Regin og har dermed selv vundet skatten. Men historien er ikke slut, der følger meget endnu…
Historien om Sigurd Fafnersbane er afbildet på nogle få danske kirker: Låsby, Kragelund og Lem. Men endnu mere i Norge og Sverige. Her er medtaget portalplankerne fra Hylestad Stavkirke i Setesdalen og Sigurdristningerne på Ramsundsberget i Södermansland. Herudover et par danske.
Ringen er et motiv, der har mange betydninger. Vi har allerede mødt den i Vølsunge-sagaen, men den spiller en større rolle end som så. Den er Glorien om de helliges ansigter, den er evighedssymbol, magtsymbol, kærlighedssymbol og meget mere. Også i kirken spiller den en rolle, f.eks. som dør-ring. Når en forfulgt person nåede frem og kunne gribe fast i kirkens dør-ring, var han under Kirkens eller Guds beskyttelse. På same måde som “Alterets Horn” i Jerusalems tempel gav asyl.
De helt gamle dørringe, især fra de norske stavkirker, minder meget om vikingetidens ringe med dobbeltdragen. Det motiv, og især den måde dragehovedet er udformet på, ser vi til gengæld nogle steder i den romanske stenkunst. Her vises et par eksempler.
Sværdet er også med i alle de ovennævnte ting. Det er om noget kendetegnet på ridderen og riddertiden, som er en følge af korstogene, både dem, som paven iværksatte, og som f.eks. Valdemar den Store i 1169 foretog mod Venderne på Rügen og som Valdemar Sejr foretog i 1219 mod Estland, hvor Dannebrog faldt ned fra himlen. Derfor ses riddere næsten altid med sværd, og også på mange af riddergravene ses sværdet som en helt nødvendig del.
Ud over et kampvåben er sværdet også et statussymbol, og har netop haft en symbolsk betydning helt op til vore dage. Det er rigssværdet, domssværdet mv. og stadig udnævnes Riddere af Dannebrog.
Afrunding:
Alle de ting, som er nævnt ovenfor, har trukket lange spor op i tiden. Romaner, film, ja selv operaer, skuespil og rollespil…
Det er, som om vi slet ikke kan lægge de ting bag os. De appellerer på en eller anden til os og til vores fantasi og eventyrlyst. Derfor vil jeg her til slut samle lidt op på noget af det, som ligger i sporene af det.
Lyt til Gralstemaet fra forspillet til Wagners opera Parsifal:
. 
Opdateret 1/10 2024.