I Danmark findes der en enestående samling på syv såkaldte Gyldne Altre fra omkring 1200. De to af dem, Sahl og Stadil, har altrene bevaret i kirken. De fem af dem er blevet flyttet til Nationalmuseet i København. Det er specielt, at de alle er fra Jylland. Der har været flere, men et ukendt antal er forsvundet i tidens løb. De tilbageværende er dog så fine, at de er fornemme repræsentanter for denne helt særlige form for altre. Dertil kommer fire Gyldne Krucifikser, der stammer fra Gyldne Altre – de er også i Nationalmuseet.
De er gyldne i den forstand, at de består af kobberplader, der er hamret ud i relief, hvorefter de er blevet lueforgyldte. Det vil sige, at en blanding af krystalliseret guld og kviksølv smøres på kobberpladerne, hvorefter man med en flamme får kviksølvet til at fordampe, og guldet fæstnes på kobberet. Det er en meget gammel metode. Vi skal tænke os, at alteret har stået i et svagt oplyst kor, men at de levende lys har fået guldet til at stråle, så de virkelig har været gyldne!
Ingen af altrene er bevarede på den måde, som de oprindelig har været udformet og placeret i kirken. Men på billedet kan man få en fornemmelse.
Den nederste del, frontalet, antemensalet eller alterbordforsiden, har beklædt stenbordets forside, mens den lave opsats retablet eller alterskabet, har stået på bordets bagkant. Flere af dem har haft en “himmelbue“, hvor Kristus som verdensdommer sidder placeret.
I buen et placeret en korsfæstelsesgruppe med den korsfæstede Jesus i midten med Maria til venstre og Johannes til højre – set forfra.
Opbygningerne af både alterbordforside, alterskab og himmelbue kan være forskelligt udformede, men har dog visse fællestræk, som gennemgås her:
På alle tavler og/eller himmelbuer findes den tovsnoede kant, der også kendes fra mange romanske døbefonte. Den markerer altid en grænse: Grænsen eller skellet mellem skaberen og det skabte, himmeriget og jorderiget, det frelste og det fortabte… Øverst på himmelbuen troner Kristus som dommeren, Pantokrator omgivet af engle eller ærkeenglene Gabriel og Mikael. Ofte kan der være borgtårne eller bygninger, der skal markere “Det himmelske Jerusalem“.
Alterskabene eller retablet har været lave tavler på alterets bagkant, som er kommet til efter at der oprindelig kun har været et krucifiks placeret på alteret. Det er efterhånden blevet udbygget med lave skabe, hvis felter har indeholdt relieffer af apostlene og en central fremstilling af Kristus eller Maria. Evt. har der været engle eller medaljoner med f.eks. evangelistsymbolerne.
Alterbordsforsiden eller frontalet er det mest fremtrædende ved alterudsmykningen på de Gyldne Altre. Inden for en ramme har de alle været feltopdelt med fremstillinger fra Jesu historie og/eller apostlene, evt. symbolsk fremstillet. I midten har der været et større felt i form af en mandorla, et firepas eller kløverbladsformet felt eller firkanten med de fire apsider: grundplanen for det himmelske Jerusalem. Heri har der været en Kristusfigur eller evt. Maria med Jesusbarnet. Endvidere har der ofte været medaljoner med engle, apostelsymboler og andre symbolske fremstillinger, f.eks. Gudslammet eller Helligånden. Derudover har rammerne mellem felterne været udsmykket med romanske mønstre og i krydsfelterne er der ofte indsat bjergkrystaller. Desuden har der ofte været inskriptioner i rammerne, omkring midterfeltet o.a.
Som et eksempel skal vises Alterbordforsiden fra Sahl Kirke, en af de bedst bevarede:
I midten ses Kristus som verdensdommer i et mandorla-felt med bjergkrystaller. På mandorlaens kanter er inskriptionen: “Én almægtig, tre er ikke almægtige. Ikke guder, ikke herrer, Herren er tre og Gud er én. Gud er han som skelner hver enkelt del og tillige regerer over alt“
I hjørnefelterne over og under mandorlaen ses symboler for de fire ærkeengle: Michael, Gabriel, Uriel og Rafael.
På begge sider af mandorlaen er ni felter adskilt af mønstrede rammer med bjergkrystaller i krydsene. (Hele tavlen med skab og bue har i alt 87 bjergkrystaller!)
I øverste række ses fra venstre: Bebudelsen – Besøget hos Elisabeth – Jesu Fødsel – Flugten til Ægypten – Tilfangetagelsen – Korsfæstelsen.
I midten ses: Fremstillingen i templet – De tre vise mænd – Maria med Jesus omgivet af to kvinder – Moses med horn (en oversættelsesforveksling mellem stråle og horn) – Kvinderne ved graven – Jesus i dødsriget, hvor Satan er bundet.
Nederst ses de tolv apostle fordelt med to i hvert felt.
Det skal fremhæves, at feltet med Moses til højre for mandorlaen og med Jesus til venstre udtrykker modsætningen mellem den gamle og den nye pagt, synagogen og kirken.
De fire medaljoner i hjørnerne bærer symbolerne for evangelisterne: Matthæus, mennesket – Johannes, ørnen – Markus, løven og Lukas, oksen.
Medaljonen øverst i midten har Helligåndens due og nederst Gudslammet.
Imellem disse medaljoner ses medaljoner med engle.
I kanten omkring alterbordforsiden er inskriptionen: “Hvad som er til, hvad som lever, alt hvad der bevæges af liv, gør Jeg levende, bevæger Jeg, holder Jeg sammen og værner. Omfattende de yderste ting, gennemtrængende tillige de inderste, under alt, over alt, bevægende alt er Jeg selv urokkelig.“
Der er naturligvis forskelle i udformningen af billederne, men ovenstående kan være et godt udgangspunkt for de øvrige tavler. Endvidere skal det fremhæves, at alle tavlernes motivfremstilling og tekster er beskrevet under de enkelte kirker i bogen “Danmarks Middelalderlige altertavler“, som er omtalt på min side om Passionsaltertavler.
Gennemgang af de syv Gyldne Altre
De to i kirkerne:
Sahl Kirke:
Kirken er en stor romansk granitkvadrekirke fra omkring 1150. Når man kommer ind i kirken, åbner det store kirkerum sig for én. Og når man træder op i koret, tændes lyset automatisk, så det gyldne alter fra omkr. 1200 træder frem i al sin skønhed, ikke mindst fordi den lige er blevet renset på Nationalmuseet. Ovenfor er gennemgået frontalet, alterbordforsiden. Hertil skal føjes følgende om alterskabet: Det rummer fem søjlebårne portaler, hvor de to yderste bærer himmelbuen. I alterskabets felter står de tolv apostle. I midterportalen sidder Kristus som verdensdommer. Over de øvrige fire portaler er engle afbildet. De to yderste portaler fortsætter op i to tårne, der øverst rummer fremstillingen af Isaks ofring og Michaels kamp mod dragen. Fra de to tårne spændes himmelbuen op. Øverst ses himmelborgen med tre personer foran. I rummet under himmelbuen ses Kristus på korset med Maria til venstre og Johannes til højre på de tre midterste portaler i alterskabet.
Stadil Kirke:
Kirken er en romansk granitkvadrekirke fra slutningen af 1100-tallet. Inventaret er i høj grad fra 1600-tallet, hvor man har indsat det Gyldne Alters frontale fra ca. 1200 i altertavlen. Det giver kirken et mørkt præg, men desto mere lyser det Gyldne Alter op. Tavlen rummer billeder fra Jesu fødselshistorie iblandet billeder af apostlene. Midterfeltet er firkanten med de fire apsider: Det himmelske Jerusalem, hvor Jesus sidder på tronen med højre hånd velsignende løftet, og venstre hånd på Livets Bog. I felterne over og under ses fire engle. Medaljonen øverst i midten er Helligåndens due og nederst Gudslammet. Medaljonerne i hjørnerne er de fire evangelister, og de øvrige er engle. Teksten omkring tavlen lyder: “Mere end ved den gyldne glans, hvormed du ser den stråle, lyser denne tavle ved, hvad kundskab den bringer om den hellige historie. Thi den åbenbarer Kristi underfulde historie, som ved sin egen glans overstråler guldet for dem, der er rene af hjertet. Derfor, du som læser dette, hvis du vil skue det himmelske lys’ glæder, da rens dit sind ved troen.”
De fem Gyldne Altre på Nationalmuseet:
Lisbjerg Kirke:
Kirken ligger på bakken Nord for Aarhus, og hvis forgænger var en stavkirke på en storbondes gårdkompleks – se mere her. Alteret er det ældste Gyldne Alter i Danmark og fra ca. 1135. Kom til Nationalmuseet i 1867. Det er et helt særligt alter både hvad angår udformning og udsmykning. Nogle af rammernes mønstre har tæt forbindelse til vikingetidens dyreslyng, og nogle af billedernes tagspån svarer helt til vikingeborgenes og stavkirkernes tagspån.
Alteret består af både alterbordsforside, alterskab og himmelbue.
Øverst på himmelbuen sidder Kristus som verdensdommer, omgivet af Jomfru Maria og Johannes inderst og helgener og engle yderst. Himmelbuens medaljoner er til venstre Abraham med Lazarus i sit skød og til højre Isaks ofring. Indskriften på himmelbuen lyder: “I dette korsets tegn gives lægedom ved træet. Her helbredes mennesket, som hentede sig sår af æblet. Du ser, menneske, hvad for pinsler jeg bærer for dig. Tro og tvivl ikke: Min død er dit liv. Uden kundskab om sin skaber er hvert menneske kun et umælende kreatur.“
Krucifikset under himmelbuen er forholdsmæssigt stort. En fin romansk udformet Kristus, der dog mangler armene. I retablets – alterskabets – midte sidder Kristus som verdenshersker. Han flankeres af tolv apostle.
Alterbordsforsiden – frontalet – er et studie i udsmykning! I midterfeltet sidder Jomfru Maria med Jesus på skødet i en rundbuet opsats. Ved siden af ses to ærkeengle med tre vingepar. Øverst og nederst er felter med Marias historie, og desuden er der seks profeter i de mindre felter. Yderfelterne består af hver seks kvindefigurer, dyder og helgeninder. På de midterste vandrette rammer står der til venstre: PAX – SPES – FIDES – PATIENTIA: Fred, Håb, Tro, Tålmod. På de tilsvarende rammer til højre: To dyder: ST BRIGIDA – ST TEKLA. Desuden: KARITAS – MODESTIA: Kærlighed, Beskedenhed. Rammemedaljonerne er i midten øverst: Gudslammet, i hjørnerne evangelistsymbolerne. Og så er tavlen fyldt med rankeslyng, dyreslyng og andre mønstre. Indskrifterne rundt om rammen er bl.a.: “Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.” (Matt. 25,34)
Ølst Kirke:
Jeg har besøgt kirken en gang, helt tilbage i 1973. Den ligger lidt syd for Randers og er en lille fin og helt enkel romansk kirke, hvor der er en kopi af nogle af pladerne på det nuværende alters forside. Det giver et meget fint indtryk at, hvordan det – endnu finere – har set ud tidligere. Alterbordsforsiden fra ca. 1200 kom til Nationalmuseet i 1903. Det er et helt klassisk gyldent alter, hvor midterfeltet er kløverbladsformet med den tronende Kristus siddende på regnbuen, velsignende og med Livets Bog. I felterne er en fremstilling af Jesu historie fra fødsel til død. I hjørnemedaljonerne ses de fire evangelistsymboler. I midtermedaljonen øverst er Gudslammet og nederst en plante – et simpelt livstræ. Teksten omkring Kristus i midterfeltet Lyder: “Fra sin herligheds sæde velsigne os Gud Faders højre hånd.“
Teksten i kanten på alterbordsforsiden lyder: “Trængende gennem Helvedes port farer han til stjernerne. Fra synd og last skærmes menigheden ved offerskålen, når den giver tårer derfor og beder med rent hjerte. Ved bønner løses båndene og udslettes synden. Gem altid hos dig en bøn til de hellige apostle.“
Odder Kirke:
Kirken er en romans granitkvaderkirke fra midten af 1100-tallet, som fik indbygget gotiske hvælvinger i sengotisk tid. Den fik omkring 1700 en tilbygning mod syd, som skulle rumme et gravkapel. Kirkens oprindelige gyldne alter blev flyttet til den nedlagte Tvenstrup Kirke i 1645, da Odder Kirke fik ny altertavle. Herfra kom den i 1821 til Nationalmuseet.
Alteret er sammensat af et retabel med himmelbue fra omkr. 1150-1175, og et frontale fra ca. 1225-1250. Øverst på himmelbuen er der et mandorla-formet felt med Kristi himmelfart. Retablet indeholder i midten Kristus som verdenshersker. Han er omgivet af ti apostle, hvis navne er angivet med tekst i den øverste del af retablets ramme. Frontalet har i det firepasformede midterfelt den velsignende Kristus og Alfa og Omega-tegnet ved siden.Ved feltets hjørner ses evangelistsymbolerne: Ø.tv. Matthæus. Ø.th. Johannes. N.tv. Lukas, mens Markus-løven mangler. Der er ti af de tolv felter bevaret, og de fremstiller Jesu barndomshistorie fra Bebudelsen til Jesu dåb. Der er bevaret tre af de otte medaljoner. Tydeligt ses Helligåndens due øverst og Gudslammet nederst. I midten til venstre en profetskikkelse. Der er talrige spor efter bjergkrystaller. Yderst til venstre og øverst på frontalet er en inskription: “Mod denne øverste hersker og tillige mod den hellige Treenighed skal de være ærefrygtige, og de skal være beredte til at tjene kirken.”
Tamdrup Kirke:
Den hvidkalkede kirke ses let fra motorvejen lidt syd for Horsens højt på en bakke mod vest. Kirken ligger på på den rute fra Skanderborg over Tamdrup, Jelling, Randbøl Hede til Ribe, som Valdemar Sejr red ved Dronning Dagmars død. Den er en stor treskibet kirke med gotiske hvælv. Her blev i 1870 fundet 29 forgyldte kobberplader bag et tykt lag bemaling på kirkens prædikestol. Pladerne stammer fra et Gyldent Alter og er fra omkr. 1200. Men der var også syv “historiske” billeder, som ikke passer ind i en normal alterbordsforside, men sikkert stammer fra et helgenskrin. Må man gætte på Poppos? Pladerne findes i dag på Nationalmuseet, hvor man har foretaget en rekonstruktion af frontalet. I venstre felt er barndomshistorien fremstillet, men Jesu liv og gerning er fremstillet i højre side. I midten en firpasformet plade med Kristus som verdenshersker, velsignende og med Livets Bog. Ved siden af små plader med evangelistsymbolerne.
I kirken findes en kopi på alterbordsforsiden, hvor alle pladerne er placeret. Her har man placeret de syv historiske plader i øverste række fra venstre, dog ikke i den formodentlige oprindelige og kronologiske rækkefølge. Jeg viser dem i de nederste fotos, og særlig berømte er de to med Poppos jernbyrd og Harald Blåtands dåb, da de forekommer i mange skolebøger i Danmarkshistorie.
Sindbjerg Kirke:
Kirkens gyldne alterbordsforside fra 1175-1200 er meget fragmentarisk. Under svenskekrigene blev nogle af pladerne fjernet. Tavlen kom til Nationalmuseet i 1867. I midterfeltet ses en mandorla med den tronende Kristus omgivet af inskriptionen: “Denne er den herlige, som har magt til at ville alt.” De tre felter, der er tilbage, er med Jesu fødsel, nedtagelsen fra korset og Jesu himmelfart. Til højre for mandorlaen ses en kvindeskikkelse, der sandsynligvis skal fremstille ‘synagogen’, mens en tilsvarende til venstre for ‘kirken’ ikke er bevaret. I Sindbjerg Kirke er alterbordforsiden et broderet tæppe, der selv om formen ikke lige er som den gyldne alterbordforside fra kirken, er det dog en fin måde at antyde, at der har været andet og mere.
Gyldne Krucifikser på Nationalmuseet:
Åby-krucifikset:
Er Danmarks ældste krucifiks, fra omkring 1100. Det er formodentlig ældre end den nedrevne gamle kirke. Krucifikset blev før nedrivningen sendt til Nationalmuseet i 1870, og fik et nyt korstræ i stedet for det manglende.
Der findes kopier af Åby-krucifikset i en række kirker, f.eks. Veng Kirke. Men bedst træder de frem i f.eks. kryptkirken under koret i Vor Frue Kirke i Aarhus, i museumskirke på Hjerl Hede og i Stavkirken i Bork Vikingehavn (se nedenfor).
Kristusfiguren er omkr. 57 cm. høj, og ses ‘stående’ på korset med udbredte arme – i en næsten velsignende gestus. Det er den opstandne Kristus med kongekrone i stedet for tornekronen – han er den sejrende Kristus!
.
.
Tirstrup-krucifikset:
Er et af de fineste krucifikser. Det er 94 cm højt og er fra 1150-75. Det kom til Nationalmuseet i 1902. I de fire medaljoner i korsets ender ses de fire evangelister. Øverst Matthæus, tv. Johannes, th. Lukas, nederst Markus. Fra Himlen rækker Guds hånd pegende: “Denne er min søn…“. En kopi findes i kirken, der også har en fornem Nådestol-altertavle muligvis af Claus Berg fra Odense, og en af Danmarks ældste prædikestole.
Odder-krucifikset:
Det har sandsynligvis hørt til Odder-alteret og været placeret under himmelbuen. Jeg så det ikke på Nationalmuseet, men der er en kopi i Odder Kirke, og det er den, der er vist. Det er 80 cm højt og fra omkring 1150. Det kom til Nationalmuseet i 1821. Korset har akantusblade i enderne. Fra Himlen rækker Guds hånd pegende: “Denne er min søn…“.
.
Ørting-krucifikset:
Har sikkert også været placeret på et Gyldent alter. Det er ca. 95 cm. højt og fra 1200-1235. Det kom til Nationalmuseet i 1892. Korsets ender bærer trepasformede felter, hvori ses evangelistsymbolerne. Øverst Johannes, til venstre Matthæus, til højre Markus og nederst Lukas. Og igen ser vi Guds hånd over Kristi hoved. Men her er alterkalken (den hellige gral?) under Jesu fødder.
De centrale dele af Krucifikserne på Nationalmuseet:
Kopier af Åby-krucifikset andre steder:
Nationalmuseet har en side: Nationalmuseets samlinger online
Her findes de gyldne altre i en udgave, der kan forstørres, så man virkelig kan se detaljer. Her er der links til tavlerne fra:
Sahl Kirke
Stadil Kirke
Ølst Kirke
Lisbjerg Kirke
Odder Kirke
Tamdrup Kirke
Sindbjerg Kirke
Andre kirker:
Bjergby Kirke i Vendsyssel har en alterbordsforside af egetræ fra 1200-tallet, som helt sikkert har været beregnet på at skulle præges af forgyldte kobberplader. Den har dog aldrig haft plader, idet der ikke er mærker af søm eller andre fæstningsspor på tavlen.
Borbjerg Kirke ved Holstebro går tilbage til ca. 1150, men er ombygget og tilbygget flere gange. Kirken har en alterbordsforside fra 1200-tallet, som er helt anderledes end de øvrige Gyldne Altre. Det består af udskårne træplader, der tidligere har været bemalet, men som i 1926 blev restaureret og forgyldt. Den er den eneste af den slags frontaler i Danmark, og motivmæssigt svarer den til de Gyldne Altre.
Inspiration fra De gyldne Altre:
Mange steder har kunstnere ladet sig inspirere af de gamle altre, men fundet nye former og indtryk. Et par eksempler:
Viborg Domkirkes alter er en tydelig klassisk inspiration, hvor der til den gamle form er knyttet nyere udtryk, der passede til den tid, hvor domkirken blev gennemgående restaureret og nyopført. De seneste gange, jeg har besøgt den, har det ikke været muligt at tage et billede af alterpartiet, senest fordi der var reparationsarbejder i gang. Derfor har jeg “lånt” et billede fra Domkirkens hjemmeside indtil jeg får lejlighed til at besøge kirken igen.
Christianskirken i Fredericia fik i 2007 udsmykning af Bjørn Nørgaard, som ud over glasmalerier også udformede et gyldent alterbillede. Det forestiller nadveren skærtorsdag aften – og vel også nadveren i dag, for der er 6 kvinder på Jesu højre side og 6 mænd til hans venstre side. Desuden er der rigtig brød og vin, som jævnligt udskiftes.
Nørre Nissum Kirke blev restaureret i 2017, hvor Peter Brandes ufdormede en nutidig gylden altertavle med 11 felter, hvor Centrale motiver fra Bibelen er afbilledet. Det øvrige kirkerum er afstemt herefter.
Afsluttende:
De Gyldne Altre og Krucifikser er en helt enestående middelalderarv i de danske kirker. Det er de kunstnerisk og kirkeligt. Nørlund skriver om Krucifikset: “Aldrig i Danmark er Kristus fremstillet mere ophøjet, alvorsfuld og mild” end i dette krucifiks.
(PS. Her ses det tydeligt, at mit nuværende kamera har en højere opløsning og lysfølsomhed end det tidligere)
Opdateret 16/7 2024