Vi flyttede til Haderslev 22. december 1997. Vores ting var dog flyttet herned i løbet af december, men nu skulle vi gøre os klar til vores nye arbejde: Thorkild skulle 2. januar begynde som landskoordinator i Dansk Santalmission med udgangspunkt i Ydre Missions Hus i Christiansfeld.
De vigtigste arbejdsområder blev kontakten til baglandet og samarbejdet med Folkekirkens Mission, som på det tidspunkt også havde til huse i Christiansfeld. Det betød, at det blev arbejdet meget med at udvikle bl.a. Kirke-skoleuger, videreudvikle Konfirmand Aktion, og senere kom projektet Global Mission, som var et undervisningsprojekt for efterskoler. Det betød, at Thorkild også kom på nogle rejser til arbejdsområderne i Bangladesh og Nepal allerede det første år.
Se Gl. Haderslev Sogns hjemmeside.
Allerede i løbet af foråret 1998 fik Aase sit ønske opfyldt om at blive sognemedhjælper – oven i købet i vores egen sognekirke Gammel Haderslev Kirke. Her fik Aase en enorm kontaktflade gennem arbejdet med minikonfirmander, børneklub, Søndag med Sognet, Kirkehøjskoler og en hel masse andet!
1. januar 2000 blev Det Danske Missionsselskab sammenlagt med Dansk Santalmisison under navnet Danmission. Det betød at Thorkild fulgte med over i Danmission som landssekretær med opgaver primært i de syddanske stifter. Men engagementet med Global Mission og Konfirmand Aktion fortsatte, så det blev en særdeles arbejdsfyldt periode, men også med rejser til Cambodja og Madagaskar.
Folkekirkens Mission
Der skete forskellige ting som gjorde, at Thorkild blev bedt om at overtage ledelsen af Folkekirkens Mission fra 1. januar 2002. Stadig med udgangspunkt i Christiansfeld, men med en hel del rejser til og fra København. Det blev nu en ny vinkel på de opgaver han havde været involveret i og medførte også rejser til Tanzania og Sierra Leone.
Især to ting i arbejdet blev væsentlige: Missionskonferencerne for folkekirken blev sat i gang, og materialet Kirke hos os blev udarbejdet. Folkekirkens Mission er nu indarbejdet i “Det Mellemkirkelige Råd” – se hjemmesiden her.
Hele perioden er godt beskrevet i den historiske gennemgang, som Thorkild skrev i anledning af Folkekirkens Missions 10-års jubilæum.
Læs Folkekirkens Missions historie her.
Aase gik på efterløn 1. august 2006 og Thorkild fulgte efter 1. januar 2007, og vi havde nu tid til at engagere os i frivilligt arbejde af forskellig slags.