Hvis man vil vide noget faktuelt om Jødedommen, henvises til faglitteraturen. – Her er fokus på mit / vores eget møde med jødedommen.
Til Danske Kirkedage i 2001 lavede jeg en plancheudstilling (se siden Verdensreligionerne), men her havde jeg ikke jødedommen med, for der var det kun de religioner, som prægede de områder, hvor Danmission havde samarbejdede med unge kirker. Men jeg har lavet en tilsvarende lille oversigt. Af gode grunde har jeg ikke selv en tora-rulle, men i stedet har jeg medtaget et billede af en i Amsterdams Portugisiske Synagoge.
Eftersom jødedommen er en væsentlig baggrund for kristendommen, og mange derfor har hørt historierne om Abraham, Isak og Jakob, og om Jesu sammenstød med jøderne, så føler vi, at vi kender den bedre. Vi skal dog være opmærksomme på, at der er stor forskel på jødedommen på Jesu tid og jødedommen i dag!
Allerede på Jesu tid boede der flere jøder udenfor det gamle Israel end i Israel. Det skyldes landets placering lige mellem Asien og Afrika, og de mange besættelser og omskiftende forhold i det vi kalder Israelitternes historie. De forhold fortsatte med romernes besættelse, ødelæggelse af Jerusalems tempel år 70 og nedkæmpelsen af oprøret omkring 135, hvorefter jøderne blev forvist fra Jerusalem. Konstantin den Store sørgede for at sikre de kristne steder. Senere overtog muslimerne herredømmet, og det gik ud over de kristne hellige steder. Det udløste korstogene med alt, hvad der følger heraf. Efter det Byzantinske riges sammenbrud i 1917 overtoger briterne området som mandat, men måtte opgive det, og i 1948 oprettes staten Israel. Men jøderne rundt omkring i Europa gennemlevede barske forhold. Egentlig havde jøderne det bedst under muslimerne, fordi de var en del af “Bogens folk“, mens de kristne opfattede dem som “Kristusmordere“, og efterhånden forvistes de fra en række lande. I 1290 fra England, i 1492 fra Spanien osv. Jøderne fra den Iberiske halvø – de sefardiske jøder – søgte nordpå. Jøderne i Midteuropa – de askenasiske jøder – oplever forfølgelser ligesom de hasidiske jøder i Østeuropa. Men også her var der tale om forfølgelser og ghettoer. Og så kender vi historien om Holocaust.
– Det er den superkorte historie, og den har betydet meget for den jødiske selvforståelse og for jødedommens udvikling. Det var den farisæiske retning, som overlevede den romerske besættelse og som måtte nyformulere en jødedom uden templet. Det blev så synagogetjenesten og ikke mindst sabbatten, som er blevet betegnet som “et tempel i tiden“.
Mit/vores møde med jødedommen er derfor anderledes. Vi har aldrig været inde i den jødiske synagoge i København, men har besøgt museer, synagoger og jødiske kirkegårde mange andre steder. Ligeledes har vi besøgt en række KZ-lejre, og også ved besøget i Israel i 2009 gjorde vi vore iagttagelser. Men vi bliver aldrig helt kloge på jødedommen og på de forhold, som har udviklet sig efter krigen i forhold til staten Israel, besættelsen af Vestbredden og Mellemøstenkonflikten i det hele taget. For ét er sikkert: man kan ikke adskille religionen Jødedommen fra staten Israel i dag og de ting, som sker i Mellemøsten. De er dybt infiltreret i hinanden, selv om der også i dag bor flest jøder udenfor staten Israel.
Så det må blive billeder fra de steder i stedet for:
Læs også om min Chanukah stage – min Shofar – min Kippa.
På trods af en tragisk fortid og en turbulent nutid har jøderne en udpræget selvironi, som giver sig udslag i vittigheder og anekdoter. Man siger bl.a, at hvor der er to jøder sammen er der tre meninger.
En jødisk rabbiner gik i synagogen og bad inderligt og beklagede sin nød til Herren: Min søn er konverteret til kristendommen. Da lød røsten fra det høje: Mit barn, jeg forstår dig, jeg har selv samme problem!
En tilføjelse på baggrund af den udbredte krænkelseskultur:
Vi har her i 2020 oplevet, at statuer er blevet fjernet, fordi de ikke længere er politisk korrekte eller bærer på en blandet historie, hvis værdisæt vi ikke længere deler. Men vi kan ikke ændre historien! Vi kan lære af den og modsige den – ikke fjerne den.
Et meget sigende eksempel herpå mødte vi i stadskirken i Wittenberg ved Luther-jubilæet i 2017. I det sydøstlige hjørne af korets yderside sidder der en billedsten med en såkaldt “jødeso”. Den blev opsat i middelalderen og viste den tids syn på jøderne. Og det er altså en del af historien. Men i stedet for at fjerne den (hvad flere har ønsket men retten afvist) nedlagde man, i 1988 i anledning af 50-året for nazisternes “Krystalnat” 9. november, en mindeplade – eller en modsigelse!
Mindepladen forestiller fire lemme, der skal dække noget, men det pibler alligevel op gennem sprækkerne. Man kan ikke fjerne eller skjule fortidens ondskab! Teksten rundt om på hebraisk citerer salme 130: “Fra det dybe råber jeg til dig, Herre” og derefter et citat af den tyske forfatter Jürgen Rennert: “Guds egentlige navn, det forhånede “Schem Ha Mphoras” som jøderne før de kristne anså for så helligt, at de næsten ikke kunne udtale det, døde i seks millioner jøder under et korstegn“. Og med korstegn menes her nazisternes hagekors.
Her ønsker man altså at lære af historien for at den ikke skal gentage sig eller glemmes.
Opdateret 23/7 2020