I efteråret 2024 var der et godt tilbud om en lille miniferie på Ærø. Det valgte vi at gøre brug af og tog et par nætter i Marstal. Jeg vidste på forhånd, at Bregninge Kirke på Ærø havde en fornem Claus Berg-passionsaltertavle, så inden turen derover, fandt jeg ud af, at ikke mindre end tre nabokirker havde sådanne fine altertavler. Så da vi kørte fra færgen Fynshav-Søby, kom vi jo lige forbi alle tre!
Kirkerne på Ærø har tilbage fra middelalderen altid hørt til Fyens Stift. Men i perioden fra 1819-1964 udgjorde Als-Ærø et selvstændigt bispedømme. Ellers hørte Ærø til hertugdømmet Slesvig, og under den tyske periode fra 1864 kom Ærøs kirker også under Slesvig Stift. Efter 1920 igen til Fyens Stift.
Ærø har i dag syv kirker: Tre større bykirker: Søby, Ærøskøbing og Marstal – og fire landsbykirker: Bregninge, Tranderup, Rise og Ommel Kirker. Kirkerne har en fælles hjemmeside: www.ærøkirkeliv.dk/kirkerne-pa-aro Vi besøgte de tre førstnævnte nabokirker og de to største bykirker. Jeg vil her vise billeder fra kirkerne og også en beskrivelse af de tre passionsaltertavler:
Bregninge Kirke:
Er oprindelig en romansk kirke fra 1200-tallet med indbyggede gotiske hvælvinger fra 1400-tallet. Der er kalkmalerier fra begyndelsen af 1500-tallet. Kirkens vigtigste inventar er den sengotiske altertavle fra Claus Bergs værksted i Odense. Det er en trefløjet passionsaltertavle, der har flere positioner, dvs. at fløjene har kunnet lukkes i advents- og fastetiden. (Se min gennemgang af passionsaltertavlerne generelt på min side om de sønderjyske passionsaltertavler) I fløjene ses de tolv apostle og inderst mod midterfeltet ses de fire helgener: Johannes Døber, Katharina, Kristoffer og Barbara.
Tranderup Kirke:
Er ligeledes en romansk kirke med indbyggede gotiske hvælv med kalkmalerier fra begyndelsen af 1500-tallet. Kirkens nyklassiske tårn er sikkert tegnet af C.F.Hansen. Kirkens altertavle er en sengotisk fløjtavle fra 1510. I fløjene ses de tolv apostle. Midterfeltet er ligesom nabokirkernes en figurrig Golgatascene:
Rise Kirke:
Er oprindelig en romansk kirke fra sidst i 1100-tallet. Den er forsynet med gotiske hvælvinger, dog uden kalkmalerier. Kirken er udvidet af flere omgange mod øst, og derfor virker koret meget langt. Altertavlen er midten af 1400-tallet og er et billedskærerarbejde fra Slesvig by. Heri indgår 12 billedfelter med lidelseshistorien fra 1300-tallet, og et stort figurrigt korsfæstelsesfelt fra 1400-tallet:
Som nævnt besøgte vi også de to større bykirker.
Marstal Kirke:
Er opført i 1738, hvor Marstal udskiltes fra Rise sogn. Den blev udvidet med tværskibe i 1772 og med tårn i 1902 efter Genforeningen. Syv fine skibsmodeller vidner om søfartens udvikling i 18-20. århundrede, hvor der var omkring 8 skibsværfter og over 300 hjemmehørende handelsskibe i Marstal. Altertavlen har derfor passende et motiv af maleren Carl Rasmussen, hvor Jesus stiller stormen på Genesaret Sø!
Ærøskøbing Kirke:
Opførtes i 1756-58 som afløser for en tidligere og faldefærdig middelalderkirke. Herfra er bevaret døbefont fra 1200-tallet og prædikestol fra 1634. Prædikestolens indskrift falder i øjnene, fordi den er på tysk. Det er fordi den er skænket af hertugen af Glücksborg, der havde fået noget af Ærø i de mange arvedelinger i hertugdømmernes historie. Alterbilledet er en kopi af Eckersbergs billede i Vor Frue Kirke i Svendborg.
Opdateret 24/11 2024.