Hvis man vil vide noget faktuelt om Kristendom og teologi, henvises til faglitteraturen. – Her er fokus på mit eget arbejde med kristendommen.
Kristendommen er naturligvis ligesom de øvrige religioner svær at sætte i et skema. Men da jeg til Danske Kirkedage i 2001 lavede en plancheudstilling (se siden Verdensreligionerne), satte jeg fokus på de ting, som alle kirkesamfund må kunne blive enige om.
Når man beskæftiger sig med kristendommen, må man huske at skelne mellem kristendommen, kirken, Kristus og de kristne, selv om det ofte flyder sammen.
Kristendommen er altid evangeliets møde med en given kultur. Det er fordi kristendommen er åben, en fortolkningsreligion og et budskab, som kan tale ind i alle kulturer.
Kristendommen tager sit udgangspunkt i Jesu opstandelse og budskabet om ham, og hvem han var, og hvad han havde på hjerte, bevægede sig ud over jorden. På oversigten til højre kan ses Kristendommens geografiske centrum i løbet af historien.
Kristendommens udbredelse: De første århundreder er den centreret omkring Lilleasien, og bevæger sig så lidt mod øst i Mellemøsten. I løbet af de næste tusinde år bevæger kristendommen sig op i Europa, og det skal læses sådan, at år 1500 bor der lige så mange kristne nord for Ungarn som syd for, og lige så mange øst for som vest for. Med opdagelsen af den nye verden rykker centrum mod vest. I løbet af 1900-tallet flytter centrum sig mod sydvest på grund af udviklingen i Latinamerika. De sidste omkring 50 år har centrum bevæget sig sydøstover, så der i dag bor lige så mange kristne syd for Mali som nord for, og lige så mange øst for som vest for. Det ser ud til at den udvikling fortsætter. Prognoser forudser, at Kina vil vokse sig til at blive verdens største kristne land. Kristendommen kommer derfor helt naturligt til udtryk på helt forskellig måde i de forskellige kulturer, men de fem grundbegreber ovenfor er man fælles om.
Korset er det ultimative symbol for kristendommen. Her ses kors fra helt forskellige kulturer:
Kristendommens udvikling: De første 300 år er kristendommen en undertrykt bevægelse, men ender med at blive statsreligion i romerriget. Siden har der været en tæt forbindelse mellem stat og kirke/kristendom, selv om det er kommet til udtryk på mange forskellige måder og på godt og ondt. Da den bliver statsreligion, må der orden til, og Bibelens skrifter samles og den oversættes til Latin, trosbekendelsen formuleres, og der afholdes flere økumeniske / fælleskirkelige møder, der skal tage stilling til vigtige spørgsmål. De forskellige patriarkater udvikler sig til forskellige kirkesamfund, men skellet mellem østkirken og vestkirken vokser, så der sker en adskillelse mellem de østlige ortodokse kirker og den vestlige katolske kirke i 1054. Næste store adskillelse er reformationen i begyndelsen af 1500-tallet, som fører til både lutherske og reformerte kirkesamfund, ligesom også den anglikanske kirke udvikler sig. Siden er kirken opdelt i endnu flere, så antallet af kirkesamfund i dag tælles i tusinder. Et samarbejde sker dog gennem Kirkernes Verdensråd, som tæller mere end 340 kirker. I Danmark sker samarbejdet gennem Danske Kirkers Råd. Skellet mellem kirker og sekter går ved anerkendelsen af de oldkirkelige bekendelser.
Gudstjenesten er det ultimative udtryk for kristendommen. Her er gudstjenester fra forskellige lande:
Kristendommens fortolkninger: Da jeg i 2001 lavede ovenstående oversigt, skrev jeg: Gud bliver menneske i Jesus Kristus. Men det står faktisk ikke i Det nye Testamente. Men der står: Ordet blev kød. Og det gør faktisk en forskel, for “Alt kød” betyder i Det gamle Testamente: Hele skabningen – eller alle levende væsener. Det vil sige, at inkarnationen omfatter, at Gud solidariserer sig med hele skabningen – skaberværket – for at genoprette forholdet!
Når Paulus taler om Kød og Ånd er det noget ganske andet, end når grækerne taler om Legeme og Sjæl. Hos grækerne er der tale om en dualisme – to adskilte dele, mens der hos jøderne er tale om en dualitet – to ting, der hænger sammen og kompletterer hinanden!
Der stod virkelig en kamp imellem de to forskellige måder at se tingene på. Når der i skabelsesberetningen tales om Himmel og Jord, udtrykker det tilsammen ALT. Når der tales om som mand og kvinde skabte ham dem, menes der, at de to tilsammen udgør mennesket. Og når der tales om dag og nat, sæd og høst, kulde og hede, sommer og vinter, er det udtryk for helheder. Hele den diskussion kulminerede ved kirkemødet i Calchedon i 451, hvor spørgsmålet spidsede sig til i drøftelsen af Kristologien, Kristi to naturer: Den guddommelige og den menneskelige. De to synspunkter, der stod over for hinanden, kan sammenlignes med, om man hælder olie i vand, eller hælder vin i vand. Olien og vandet er stadig adskilt, men vinen og vandet gennemtrænger hinanden. Diskussionen endte med dogmet om “Sand Gud og sandt menneske“, altså at Kristus er begge dele udadskilleligt.
En anden diskussion stod på, da Bibelen og den kristne begrebsverden skulle oversættes til latin. Den handlede i bund og grund om begrebet synd. Irenæus var græker og havde hele østkirkens billedsprog som baggrund og med den forståelsen af synd som det brudte forhold mellem Gud og menneske. Tertullian var romersk jurist, og med ham blev synd til overtrædelse af en regel eller et bud. Det gør faktisk en forskel. Det blev Tertullian og Augustin, der kom til at sætte dagsordenen, som kulminerede med Anselm af Canterburys objektive forsoningslære. Og da Luther jo også var jurist, var det ligeledes hans baggrund, at synd skulle straffes. Indtil han genopdagede Paulus’s tale om retfærdiggørelse ved tro, altså, at Gud har forligt sig med verden og helet det brudte forhold ved Jesu frelsergerning.
Disse eksempler viser, hvordan kristendommen hele tiden har måttet finde sin form og forståelse i forhold til den tid og de udfordringer, man har stået over for.
Kirken er det ultimative sted, hvor kristne mødes til bekendelse, lovsang og bøn, forkyndelse og sakramenter. Her en række kirker i verden:
