Omkring april 1908
Fra farfars erindringer ”Livet” side 150 ff.
Her fortæller han om deres forlovelse, som fandt sted hos farmors forældre i Stavlund. Men også om cykelturen ud til dem – om indretningen af hedehuset – om det stræbsomme liv, hans svigerforældre (mine oldeforældre) har haft fra de byggede deres hus omkring 1870.
Jeg har bevaret farfars skrive- og stavemåde og også kommateringen, men dog indsat et par punktummer og afsnit med overskrifter, hvor han ellers skriver lange sætninger uden ophold. Det er jo håndskrevet.
Til illustration af hans beskrivelser har jeg indsat nogle fotos, dels kortudsnit for at vise, hvor Stavlund ligger, og dels fra Hjerl Hede Friluftsmuseet, som med visse forbehold viser eller kan give et indtryk af tingene, som de har set ud.
.
Cykelturen til Stavlund
”… Næste Morgen, altsaa Skærtorsdag, spurtede jeg igen paa Cyklen øst ud af Byen efter Bording til, men heller ikke denne gang naaede jeg længere end til Vejen, der gik nordpaa efter Gjellerup Kirke. Den fulgte jeg, og nu kan det nok være at Benene og Pedalerne gik efter Staulund hvor Kæresten ventede mig…
Saa cyklede jeg da ud gennem Sunds, efter Simmelkær, sikke store Moser og Heder, og saa langt der var imellem Bebyggelserne. Saa kunde jeg se Simmelkær Kirke, kom igennem Byen, og nu begyndte Hederne igen. Der var langt hele tre og en Halv Mil skulde der være fra Hammerum. Midt mellem Simmelkær og Grove punkterede min Cykel paa den haarde grusede Vej. Jeg gav mig til at lappe Slangen ved et Dige, samtidig med at jeg spejdede ud ad Vejen. Slange og Dæk kom paa igen. Luft i, og saa afsted igen. Jeg kunde se Grove Kirkespir langt forude, jeg syntes ogsaa jeg kunde se en mørk Prik paa Vejen, mon det skulde være? Jo nu kunde jeg se den lille lyse Sommerhat på en Dame, og hun vinkede. Snart var jeg henne os hende. Goddag, goddag. Velkommen, et langt Haandtryk, og en endnu længere Kys. I dag skulde vi have Ring paa vi to. Saa fulgtes vi ad, Arm i Arm, tilfreds.
Den for mig fremmede, men for min Kæreste saa kendte Vej, forbi Grove Kirke derude midt paa Heden, ved den pludrende Staulund Bæk som løber dernede ved Kirkebakkens Fod, mellem Kirken og Præstegaarden. Man skuer Milevidt omkring, det er den saakaldte store Karupflade. Hede, Hede, Hede, saa man allevegne, til de to Sider næppe et Hus saa langt Øjet rækker. Fuglene kvidrer over den brune Lyng, mens Vibernes Skrig høres langvejs fra i den store Stilhed. Mod Syd hvor jeg lige kommer fra er Heden flad som en Pandekage, med meget spredte Gaarde eller Huse uden væsentlig Havebeplantning. Mod Nord og Vest er landet mere Bølgeformigt. Her fra Kirken skærer en smal Enggroet Dalsænkning, sig ind mellem Hedebakkerne Nordvestpaa efter Staulund og Haderup. Bækken snor sig som et glitrende Sølvbaand midt i Dalsænkningen, forbi Staulund hvorefter den har faaet sit Navn, og forsvinder for Øjet mellem nogle Kratbevoksede Høje længst ude i Horisonten. Hvor er det en stille storslaaet og dog vild Natur. Vi arbejder os opad gennem den dybe sandede Hedevej og øjner et Hus. Vi er heller ikke forblevet ubemærket, en Hund begynder at gø, straks den ser os over Bakkekammen, og i Løbet af faa Minutter ser vi en tre-fire Mennesker ved Hushjørnet, nysgerrigt kiggende efter os. Hvem det dog kan være. Det er ikke mange Gange om Dagen man ser Mennesker paa disse Veje. Efterhaanden som vi skrider ind igennem Heden, og skimter et par Huse i Kilometers afstand, gentager det samme sig, en Hund gøer, og straks efter kan vi se Mennesker komme frem, og følger os med Øjnene, saa længe de kan se et Glimt af os, nu har de noget at snakke om og spekulere over i lange Tider. Vi kommer igen ned i en Dalsænkning med en Del Kær, hvor der ligger en Gaard, Barslund Gaard, den største paa Strækningen, her skal vi lige forbi, Hundene Glammer og Folk kommer frem i Vinduer og Døre, og betragter os: ”Naa det er Karl Staulunds Sine, saa er han nok hendes Kæreste”. Der fik de dog Noget at se som ikke var helt Dagligdags. Ja Sine tjener vist en grumme masse Penge derovre paa Fabrikken. Hvad mon det nu er for en Starøis hun har faaet fat paa, han saa hel flot ud, tænk han havde høj Hat paa, og høj Engelsk Flip, og saa var han hel bleg i Ansigtet, det er nok ogsaa en der er paa en Fabrik. Men nu maa vi op ad Bakken, som er ret Stejl. Cykel og Fodtøj skærer dybt i den gule løse Sand. Men se her, hele Vejen op ad Bakkesiden, er der plukket Lyng og lagt i Hjulsporene ellers kan Mælkekusken som kører sin daglige Runde her, ikke slæbe de ganske vist faa, men dog tunge Spande op ad den sandede Bakke. Men nu er vi ovenude.
Er vi der snart spørger jeg. Ja kan du se det hvide Hus der nede ved Engen, jeg tror nok Mor staar ved Gavlen siger min Kæreste. Hvor? Helt der længst ude hvor det ryger af Skorstenen. Ja men der er ikke saa langt siger min Kæreste vi skal bare lige forbi gravhøjen derude med Fyrrerne paa, saa er vi der om fem Minutter. Ja men nu har de opdaget os i Huset der ved Højen. Det er da nogen gruelig nysgerrige Mennesker der bor her i Staulund, jeg tror der er hele seks derude ved Gavlen. Min Kæreste smiler, for hende er det ikke noget nyt eller usædvanligt at se dette, hun har selv de hundrede Gange gjort det samme mens hun var herhjemme. Men nu nærmer vi os omsider min Kærestes Hjem, en vinkelbygning og et Spandehus. Der er en stump Have med Dige omkring. Nogle hyldebuske staar paa Diget, og synes at stritte imod Vinden skønt det er blikstille, jeg kan se at der er ogsaa nogle Buske og lidt Blomster i Haven. Jo det er min Kærestes Mor der staar ved Gavlen af Udhuset, eller som de derude kaldte hende ”Stine Karl”. Hunden har allerede længe ladet sin Røst høre og kommer nu Halsende imod os. Min Kæresten Mor forsvinder, men kommer snart igen ifølge med en Pige paa en tolv-tretten Aar. Det er min Plejesøster Laurine, siger min Kæreste. Nu aabnes Fæhusets Halvdør og en Graahaaret ældre Mand stikker sindigt Hovedet ud og Kikker. Saa aabnes Døren helt, og Skikkelsen kommer langsomt ud, en ret svær, velbygget ældre Mand med graat busket Haar og tilsvarende Fuldskæg iført Træsko og en graa Bul istedet for Jakke. Han slutter sig til Konen og Pigen og de kommer hen imod os.
Godav Sine o Wal Kommen. Godav Søren o Wal Kommen. Godav. Godav. Væsgue kom maj inenfor. I æ wal Tøstæ siger Sines Mor. Ja Tak. Og så træder vi indenfor.
Indretningen af det lille Hedehus
Den lille forgang er belagt med røde Mursten som Gulv. Dernæst ind i Stuen den eneste de har, og nogensinde har haft. Vi faar Tøjet af, og sætter os paa Panelbænken ved Vinduet. Jeg tager Ringene frem af Porteemonæen og trykker den lille paa min Kærestes fjerde Finger paa højre Haand, hun sætter den store paa min den højre, saa sætter vi Holderingene paa. Nu er vi rigtig forlovede. Til Lykke. Saa kommer Sines Mor med Ølkruset og vi er rigtig Hjemme.
Stuen strækker sig tværs gennem i hele Husets Bredde. Ved den side hvor vi sidder er der to smaa lave Vinduer, med blomstrende Pelagonier og Roser i Vindueskarmen. Under Vinduerne er en Panelbænk Spigret fast paa Muren, den strækker sig om for Enden af Langbordet som staar foran et malet Bord med Tremmer over Borbenene lidt fra Gulvet, til at sætte Benene paa naar man om Aftenen sidder og fortæller Spøgelseshistorier. Det hjælper altid lidt at faa Benene lidt fra Jorden, naar Historierne bliver alt for uhyggelige og nærgaaende. En løs Træbænk staar uden for Bordet, hvorover der hænger en Lampe i Loftsbjælken, saa er der to Stole til, en gammel Lænestol med Armlæn og polstret Sæde og en almindelig træstol. Til venstre i Stuen staar Bilæggerovnen til Hedetørv hvori der fyres fra Rummet bagved. Ved Væggen i den modsatte Side af Huset er et langt enkelt Fags Vindue, hvorunder der staar to Dobbeltsenge med rødmønstrede Sengetæpper over. De fylder hele Væggen, med Hovedgærdet til hver sin Ende og Fosstykkerne sammen. Dette er Husets hele Møblement og har været i snart fyrretyve Aar. En Dør fører ud til venstre i Køkkenet med den store aabne Skorsten, hvorfra der fyres i Bilæggerovnen i Stuen. Et par Kroge er anbragt i Skorstenens Sider og her er Gyderne anbragt under Kogningen af Maden over det aabne Ildsted, ogsaa her anvendes Hedetørv, og Røgen driver direkte op gennem Skorstenene. Andet har de to ikke kendt i de mange Aar de har boet her siden de som unge blev gift. Og saaledes var det mange Steder i den Tid der paa Egnen. Stuen er Lavloftet, man maa bøje Hovedet, naar man gaar under Loftsbjælkerne som er sodede af de mange Aars tætte og undertiden Røgfyldte Luft af Tobak og Tørverøg. Men hyggeligt var der alligevel.
Min Kærestes Fader Karl Pedersen (kaldet Karl Staulund efter Byen) er født i København. Hans Fader døde da han var Fire Aar, hvorefter han med sin Moder flyttede til Mors. Min Kærestes Moder var fra Torning, som Ligger omtrent midtvejs mellem Bording og Viborg. Hendes Forældre havde en landejendom, men ogsaa hendes Fader døde tidlig og blev erstattet af en Stedfader, ingen af disse mindes min Kæreste dog nogensinde at have set. Da min Kærestes Fader var vokset til rejste han fra Mors og fik Plads paa Knustrup Kro, som ligger tæt ved Torning, som Staldkarl, og her lærte han saa min Kærestes Mor at kende. Lønnen var meget lille paa den Tid og Penge blev der som Følge heraf ikke nogen at sætte tilside af, men de vilde jo gerne Giftes, saa købte de en stor Hedelod paa Staulund Hede paa sirka hundrede Tønde Land som kunde købes næsten uden Penge … Giftede sig og fik sig bygget et lille Hus nede ved Aaen, hvor der var saa meget Grønning og Eng at der kunde holdes et par Kreaturer og nogle Faar som kunde bjærge Føden i Heden. I begyndelsen havde de kun et par Køer, som samtidig med at de gav lidt Mælk, kunde benyttes som Trækdyr. Med disse to Køer, en Plov og en Harve, begydte de saa at bryde Heden op.
Livet på heden.
Det var et slidsomt Arbejde. De tidlige Morgentimer maatte benyttes saavel som Aftenerne. Heden var sej og Arbejdsredskaberne primitive, og en lille Smule Penge skulde der jo ogsaa tjenes ved Siden af, for at kunde anskaffe sig det allernødvendigste. Men de var jo unge begge to og tog fat med stor Alvor.
Der kunde tjenes et par Mark om Dagen, ved at tage Arbejde i Skoven som laa sirka en Mil syd for deres Hjem. 2 Mark er 66 Øre. For denne Løn som var man paa egen Kost, arbejdede min Svigerfar saa om Vinteren fra Sol stod op og til den gik ned, og naar man betænker at han skulde have to Timer for at gaa Vejen frem og tilbage, og samtidig skulde have sine Ting ordnet Hjemme forstaar man godt, at Tiden til Søvn ikke kan have været saa overdreven lang. Om Sommeren var det lige saa strængt eller ret endnu værre, eftersom Dagene var længere og Nætterne kortere. Min Svigerfader havde faaet bygget en Teglovn i Bakkerne paa den anden Side af Aaen, hvor der var en Lerskrænt. Nu gik han i Kompagni med en Nabo, som var lige saa Arm som han selv. Her arbejdede de saa om Sommeren fra Klokken 3-4 om Morgenen til 10-11 Stykker om Aftenen, og Vaagede ved Ovnen om Natten mens Stenene blev brændt, man maa betænke at alt var primitivt dengang, alt Arbejde skulde udføres med Haanden. Stenene forme og Leret æltes ved Haandkraft. Til det sidste Arbejde tog de dog Køerne til Hjælp. I Lerbeholderen blev anbragt et par Hjul af en Vogn paa en Stang som gik ind til en Midteraksel, og saa gik Køerne udenom Beholderen og trak Hjulene rundt i Leret, mens Manden bar Vand i Spande fra Aaen indtil Leret var æltet saa godt at det kunde formes i Sten. Paa den Maade havde han jo ogaa Stenene til sit egen Hus, som paa den Maade ikke kostede ham stort andet end Arbejdet, som jo ogsaa var trælsomt nok, naar man betænker at han samtidig skulde have Ejendommen passet og hvor alt Arbejde jo blev udført med samme primitive Redskaber med Haanden, og hvis Udførelse derfor tog saa forholdsmæssig lang Tid. Men paa denne Maade havde jo alle det dengang der paa Egnen, og vist omtrent overalt, skulde man have et Hus bygget, maatte man selv brænde Stenene for at spare paa Skillingerne. Og saa var min Svigerfader jo endda heldig stillet, da det ikke var alle der havde Ler til Raadighed paa de magre sandede Jorder, og det traf jo derfor at han kunde sælge en smule Sten, hvis man ikke foretrak at bo i Lerklinede Huse, hvor Leret blev æltet sammen med Straa eller Lyng, og klinet op mellem Træstolper, og med stampet ler som Gulv. Saadanne Huse blev dækket godt til med Hedetørv, helt op til de smaa Vinduer, som jo for øvrigt sad meget lavt, da Huset ikke stod paa nogen Sokkel, og de skærmede godt, saa Huset ikke løb ud i Regnvejr. Husene var tækket med Lyng som man jo kunde plukke lige uden for sin Dør, og man var i almindelighed sin egen Tækkemand, hvis ikke man gik rundt og hjalp hinanden, hvad der var meget almindelig.
Her i dette Hjem havde mine Svigerforældre nu boet i snart fyrretyve Aar. Der var blevet raad til at bygge et Sidehus og et Skotterhus (Spandehus) hvor Taget gik helt ned til Jorden med en Port i den ene Ende, og her opbevaredes Hedetørvene til Vinterbrug naar de havde staaet saa længe ude i Stak at de var blevet tørre. Disse Tørv blev skaaret i Heden i det tidlige Foraar og blev kørt i Hus naar de om Efteraaret var blevet tørre. Desuden blev Skotterhuset benyttet som Vognskur og oplagsplads for de faa Markredskaber, som det var eget om at gøre at passe godt paa. Man bandt selv sine Løb og Kurve af Halm eller Revlingris som ogsaa fandtes i Heden, lavede snoede Sime af Halm til Tækning inde i Stuen i de lange Vinteraftener, mens Rokken lystigt spandt den hjemmeavlede Uld (Tov som man kaldte dem) til Klædninger, Underbeklædning og Strømper (Hoser) som Mænd og Kvinder hjalp hinanden med at strikke naar man om Aftenen var sammen. Der gik igen tid til spilde, man havde altid noget i Haanden da det jo tog lang tid, og Aviser var der ingen af til at optage Tiden. Saaledes blev Tiden ogsaa benyttet i mine Svigerforældres Hjem i den første Tid jeg kan huske. Men paa den Tid var de alligevel blevet saa velhavende, at de brugte Stude som Trækdyr til Landbruget. Disse Stude solgte man saa hvert Foraar, efter at de var overforet om Vinteren og blevet godt ved Huld. Her kunde man saa tage en Skilling fra, naar man i stedet købte sig et par ”Ovner” (etaarige Studekalve som først skulde vænnes til at gaa for Vogn eller Plov, før man kunde have noget ud af den til Arbejdet) Her i dette Hjem var opvokset fire Børn af deres egne, og et Plejebarn en søn Niels og tre Døtre Mari, Anne og Nielsine, hvilken sidste altsaa var min Kæreste.
Efter at alt dette er fortalt vender vi atter tilbage til Nutiden, altsaa den 16/4 1908. Hen paa Dagen kom der Fremmede, det var deres Nabo Pe Kristian Peiter som boede i en lille Ejendom lidt inde i Heden medsamt sin Kone An Malen. Jeg blev jo saa præsenteret som Svigersøn og vi blev ønsket til Lykke de var meget snaksomme og indladende, og jeg skulle jo da endelig følge med mine Svigerforældre derover og besøge dem, hvilket jeg lovede, skønt de saa mig noget snuskede og uapetitlige ud, men jeg havde jo nok Lyst til at se, hvordan der saa ud i andre Hjem…”
Opdateret 18/2 2023