I hele kristendommens historie, lige tilbage til Jesus selv, har man udtrykt sig ikke alene i ord, men i lige så høj grad i billeder og symboler, liturgi og poesi, hymner og musik. På den måde har man kunnet få hold på og udtrykke noget af det, som det ellers kan være svært at nærme sig. Men i dag er en stor del af det fælles sprog på disse områder ved at forsvinde, og det er en skam, for der ligger megen tradition, forkyndelse og visdom gemt heri. Derfor vil jeg trække nogle af de lange linjer af betydning, som har været fælles for både de ortodokse, den katolske og de protestantiske kirker. Hvad var det, der skete, hvor skete det, og hvilken betydning fik det? Det er en utrolig spændende og ofte glemt rigdom, der på den måde lukkes op til.
Derfor er foredraget: Overvejelser over forholdet mellem de historiske steder og begivenheder, over erindringsstederne frem til fortolkningsstederne, hvor det skete giver mening og sætter livet i perspektiv.
Udgangspunktet er pilgrimsruten fra Oliebjerget til Løveporten, Via Dolorosa og Gravkirken. Her befinder vi os i krydsfeltet mellem bibeltekster, overleveringer, legender og traditioner – mellem hellige steder, relikvier og genstande, som man må vise ærbødighed i respekt for menneskers tro. Vi følger de spor, der kan trækkes fra Jerusalem og helt op til vore nærmeste kirker og den nutidige kirkekunst. Den gamle middelalderlige legende om “Livets træ” bliver genfortalt. Korsvejstraditionen og lysunderet omtales, ligesom også nogle af Grundtvigs salmefortolkninger berøres.
