Erna Cordelia Nielsen blev født den 10. maj 1913. (Erna skrev altid selv mellemnavnet med C, men på Thorkilds dåbsattest er det skrevet med K – Kordelia)
Blev gift med Christian Adolf Sørensen den 13. oktober 1940 efter et højskoleophold på Haslev Højskole, og bosatte sig på en ejendom i Virklund, hvor Birthe blev født 3/2 1942 under de meget strenge vintre – i nabosognet blev Danmarks kulderekord sat i de dage.
I 1944 købte de “Dalgården” i Grauballe – en ejendom på 22 tdr. land, hvor de 5 øvrige børn blev født. I 1957 solgte de ejendommen og efter nogle få måneder i Låsby flyttede de til Holmen 18 i Vejle, hvor de havde erhvervet sig et slagterudsalg. Senere fik Christian arbejde på Tulip-slagteriet, som dengang lå i Havnegade, og endnu senere fik Christian arbejde på Vejle Dampvæveri på Nørremarken.
Efter at slagterforretningen var lukket, flyttede de en overgang til Fredericiagade og inden de blev pedelpar i Vejle Missionshus. Det var mens de boede her, at Christian omkom ved et trafikuheld på vej hjem fra arbejde den 10. januar 1968.
Erna flyttede senere til Nyboesgade og senere igen til Kjærsgården ved Vardevej.
Efter at Christian døde blev Erna gift med Jens Kjær Nielsen (født 3/5 1897), fhv. møller i Bredballe den 12/9 1975. Jens døde 1/7 1985 efter nogle års sygdom og blev begravet i samme grav som hans tidligere kone. Erna selv døde af kræft 10. august 1994 og blev begravet ved siden af Christian på Den gamle Kirkegård ved siden af Vor Frelsers Kirke i Vejle