Oldefar – Hans Peder Pedersen og oldemor Maren
Hans Peder Pedersen (Kolind) blev født på gården Kasten i Kolind 27/2 1839 og gift med Maren Sørensdatter (Sørensen), som blev født i Koed 1/9 1839. – Begge dør på gården Kasten: Maren 1899 og Hans Peder 1900.
Hans Peder og Maren fik i alt 10 børn, som alle er født på Kasten: Anne Marie (1866-1930) – Dorthe Cathrine 1867-1942) – Peder (1869-1869) – Maren (1870-1892) – Petera 1872-1891) – Søren Peder (1874-1949) – Rasmine (1876-1940) – Peder (1877-1946) – Hans Marius (1881-1944) – Kirstine Marie (1883-?)
Familiebilledet til venstre har vi fået fra Jørn Kolind. Det er det billede, hvorfra portrættet ovenfor af de to er taget. Billedet er formodentligt taget i slutningen af 1890-erne.
På billedet ses i midten siddende: Maren og Hans Peder Kolind. Til venstre for Maren sidder datteren Trine med sønnen Hans Peder og datteren Maren (opkaldt efter bedsteforældrene). Bagest til venstre står Trines mand Søren Peter. Derefter følger Maren og Hans Peders børn: Rasmine – Søren Peder (Aases og Jørns bedstefar) – Marie – Per – og de to siddende: Hans og Kirstine. Altså er de 7 af Maren og Hans Peders børn med på dette billede.
Billedet af gården Kasten til højre er en typisk opstilling, som man gjorde det omkring århundredskiftet 1900: Alle er opstillet, og både heste og vogn er med. Vi har ikke præcist kunnet identificere personerne, men det tyder på, at det er Hans Peder og Maren i vinduerne, og deres børn opstillet udenfor.
I foråret 2021 besøgte vi gården Kasten, og fik en dejlig modtagelse af de nuværende ejere. De kunne fortælle, at gårdens staldbygninger brændte omkring 1930 og at de blev opbygget igen. Derfor er det nu flotte bygninger med spor af de tidligere – bl.a. kampestensmuren. Stuehuset et det samme, men ombygget. Planen er, at det skal rives ned næste år (2022) og et nyt stuehus opføres, da det er for dårligt til at renovere mere på.
Vi snakkede også om navnet Kasten, men ingen af og har en forklaring på, hvad det betyder. Gården er beliggende på adressen Frellingvej 23 i Kolind. (GPS 56,34780 – 10,57440)
Hans Peder Pedersen er den første, der bar efternavnet Kolind, idet han søgte og fik 19. februar 1879 tilladelse af kong Christian den Niende til at han selv og hans børn for fremtiden måtte bære familienavnet Kolind. (Se en afskrift af den kongelige tilladelse) – Det hænger sikkert sammen med en ny lov i 1828, hvorefter alle personer skulle have et familienavn. Hidtil havde det været sådan, at på landet og i små landsbyer havde folk kun ét navn. Men for at vide hvem Hans var, tilføjede de faderenes navn: Peder. Det blev til Hans Pedersen – Peder’s søn eller Maren Sørensdatter – Søren’s datter. Tilføjelsen kunne også være stedet, hvor de boede, gård eller landsby, f.eks Kolind. Derfor var det faderens “efternavn” på det tidspunkt (1828), der blev familiens slægtsnavn, altså Pedersen. Men da Hans Peder blev født lige efter lovændringen, forsvandt det ekstra kaldenavn Colind (se nedenfor), så derfor måtte Hans Peder søge om tilladelse til tilføje stedbetegnelsen igen, men nu stavet med K.
Lisbeth Kolind, som også er oldebarn af Hans Peder og Maren, datter af Oskar Valdemar Pedersen Kolind oplyste til os for år tilbage, at også Hans Peder Pedersens forældre brugte navnet Colind, men stavet med C. – Af en folketælling fra 1845, hvor Hans Peder er 6 år, fremgår det således, at hans forældre har hans bedsteforældre boende som aftægtsfolk. Slægtsoversigten kan dermed føres to generationer længere tilbage således:
Tiptipoldeforældregenerationen
……………Tipoldeforældregenerationen
…………………………Oldeforældregenerationen
Peder Colind (78 år – f. 1767 i Nimtofte Sogn) ≈ Ane Nielsdatter (75 år – f. 1770 i Kolind Sogn)
……………Peder Pedersen Colind (35 år – f. 1810) ≈ Dorthe Cathrine Pedersdatter (38 år – f. 1807)
…………………………Peder Pedersen (10 år – f. 1835)
…………………………Ane Pedersdatter (8 år – f. 1837)
…………………………Hans Peder Pedersen (6 år – f. 1839) – som altså er Aases oldefar.
Her udelades slægtsnavnet Pedersen for den gamle Peder og i stedet skrives kun Colind.
Leif Jensen, som er tipoldebarn af Hans Peder og Maren og oldebarn af Dorthe Cathrine har arbejdet meget med slægtsforskning, og på sin hjemmeside har han lagt en beskrivelse: “Børges aner” om sin fars slægt. Her fortæller han om Peder Pedersen Colind (Hans Peders far) at den slægt er meget svær at følge igennem kirkebøger og folketællinger. Dels er der flere generationer i træk, hvor de har brugt samme navn. Og dels er der en anden familie, der sideløbende i Lyngby/Trustrup har samme navn anvendt gennem generationer. Når vi kan være sikker på, at denne liste er korrekt, skyldes det netop den nævnte folketælling fra 1845.
Hele listen af forfædre kan ses på siden med Aases slægtstræ, hvor Kolind-slægten kan føres tilbage til 1658.
Se en liste over Maren og Hans Peders efterkommere, som vi har den i august 2020.
Opdateret 6/7 2021