Hedeby

Hedeby

Hedeby-området er et af de vigtigste arkæologiske områder i Norden, fordi det rummer unikke spor efter vikingernes handel og kontakter langt ud over den jyske halvø. Hedeby handelspladsen ligger meget centralt på forbindelsesvejen nordpå ad Hærvejen, der også senere var Pilgrimsvej op til den skandinaviske halvø via sejlads fra Tornby Strand i Vendsyssel til Sydnorge, og sydpå helt til Rom. Samtidig lå pladsen i læ ved et nor i forlængelse af Slien, hvorfra der var sejl-forbindelse til Østersøen og via de russiske floder helt til Byzans. Desuden med kort transportafstand til de åer, der førte ud i Vesterhavet med sejl-forbindelse til England.

Hedeby går tilbage  til begyndelsen af 700-tallet som handelsplads, og udviklede sig til et vigtigt mødested mellem danske, frisiske, saksiske og slaviske købmænd. Fra omkring 800 støttede kong Godfred byens udvikling frem til en af de vigtigste  handelspladser i Nordeuropa. Ud over handelsplads var der en lang række forskellige håndværkere. Desuden var det et mødested for udveksling af kultur og religion, idet kristendom og hedenskab længe levede side om side. I midten af 900-tallet blev byen befæstet af  en halvkredsvold, der blev forbundet med grænsevolden mod Danevirke. Fra midten af 1000-tallet blev bebyggelsen langsomt opgivet efter forskellige angreb og brande, og tyngdepunktet flyttedes til Slesvig inderst i Slien. Her kunne de større skibe, som udviklede sig, bedre lægge til, ligesom også kirke og klostre fik hovedsæde her.

Hedeby blev aldrig genopbygget, og henlå som marker og enge indtil man for alvor begyndte udgravninger i 1930-erne og 1960-erne. I området omkring Hedeby findes flere oldtidsminder og gravhøje, og flere runestene er også fundet. Der er i 1908 fundet en skibsgrav, i 1953 fundet et udbrændt vikingeskib, og i 1978 fundet en kirkeklokke, ligesom der er brugt mange metoder til at kortlægge bebyggelsen i Hedeby.

Alle disse ting – og mange andre fundne genstande – er vist på fornem vis i Vikingemuseum Hedeby, som åbnede i 1985. Ligeledes blev i 2005-08 genopført rekonstruerede udgaver af handels- og værkstedshuse. Her vises de forskellige byggemåder, der er fundet spor af: Stolpesatte vægge, blok-, bul- og stavvægge. Desuden forskellige former for tag-opbygning, ovne mv. I 2018 kom Hedeby sammen med Danevirke på UNESCO’s verdensarvsliste.

Første gang jeg besøgte Hedeby, var på samme klassetur i 1962, hvor vi også besøgte Danevirke. På et tidspunkt i 1960-erne, mens jeg gik på seminariet, var vi på en tur til Hedeby, hvor vi bl.a. så nogle af udgravningerne. Siden er det med både elever og privat vi har besøgt Hedeby. Især efter at museet er kommet til, er der altid spændende nyt!
 

Opdateret 8/12 2020.