Jelling-Monumenterne

Jelling-Monumenterne

Da jeg begyndte på Jelling Seminarium for over 50 år siden – i 1965 – lærte vi om Jellings historie, og fik forklaret Ejnar Dyggves teorier om bautavi og gudehov og andet. Men historieforskning er altid noget foreløbigt, og der er sket meget i Jelling-forskningen og tydningen af opdagelserne siden da. Det har været meget spændende at følge den udvikling lige siden. Det giver mig lyst til at lægge nogle af mine billeder op på denne side med små kommentarer og årstal for fotoet.

Jelling-forskningen har afkodet mange forhold, men rejst endnu flere spørgsmål, og det vil sikkert vare længe før man – om nogensinde – får svar på dem alle. Min gamle historielærer, Leif Ingvorsen, skrev i 1999 et hæfte om Jelling “Jelling i vikingetiden”, men meget er sket siden da.

Meget kort kan Jelling-forskningen ridses sådan op:
1820 Man finder en kammergrav i Nordhøjen, hvor man bl.a. finder Jellingbægeret.
1861 Kong Frederik VII graver i højene og finder sydhøjen tom.
1942 Nationalmuseet under ledelse af Ejnar Dyggve undersøger højene og kirken.
1976-79 Nationalmuseet under ledelse af Knud Krogh foretager en grundig udgravning og finder Kong Gorm genbegravet inde i kirken.
1994 Jelling monumenterne optages på Unescos Verdensarvsliste.
2000 Kong Gorm skrinlægges. “Kongernes Jelling”, et museum om Jellingmonumenterne opføres. Kunstneren Jørn Larsen foretager en ny og gennemgribende udsmykning af kirken.
2006-08 Man finder palisadehegnet og huse af trelleborgtypen.
2011 Klimaskærme over Jellingstenene opføres. Kirkens østvæg undersøges, og man konstaterer, at kirkens kor er et oprindeligt kirkeskib, og at der har været føjet et kor til øst for det nuværende.
2013 Dronningen indvier Monumentområdet: det fritlagte område omkring kirke og høje med skibssætning og palisadehegn markeret.
2015 En helt ny udstilling på oplevelsescenteret “Kongernes Jelling” åbner og viser de allernyeste opdagelser.
I de seneste år er der blevet arbejdet meget på at gøre verdensarven endnu mere markant og tydelig.

Der findes en række hjemmesider om Jelling:  “Kongernes Jelling”“Jelling Kirke”“Fortidens Jelling”

   

I Jellings umiddelbare omegn er der flere markante steder:
Kun 6½ km nordøst for Jelling ligger Vindelev, hvor der i 2020 blev fundet et meget stor guldskat. Der har sikkert været en lokal høvding eller virkelig stormand, da skatten peger langt ud over det lokale. Er det måske en leder forud for Jelling-dynastiet? 
Ca. 15 km længere mod nordøst ligger Vamdrup Kirke, der har haft et Gyldent Alter. Men det har også plader med bl.a. Poppos Jernbyrd og Harald Blåtands dåb. Kopier findes i kirken. Måske har de tilhørt et helgenskrin – Poppos? Ca.25 km. mod sydvest ligger Bække og Læborg, hvor der ved begge kirker står en runesten, der nævner Thyra og Thyras høj – Men hvor ligger den? Det interessante er, at disse steder ligger ved det oldtidsvejstrøg, der gik fra vikingebyen Aros (Aarhus) og til vikingebyen Ribe – den vej Valdemar Sejr red, da Dronning Dagmar lå i Ribe syg. Men det vejstrøg krydser netop Hærvejs-strøget i området omkring Jelling. Mange andre spændende steder ligger ved de oldtidsveje.
Nævnes skal også, at ca. 2 km. syd for Jelling ligger Fårup sø. Her har man genskabt et vikingeskib med navnet “Jelling Orm” med malede skjolde og dragehoved i stævnen. Den giver et godt indtryk af de skibe, der er sejlet ind gennem Vejle Fjord. Men hvor langt ind i fjorden har man i vikingetiden kunnet sejle? Måske til den lokalitet knap 6 km. syd for Jelling, som den dag i dag hedder Skibet? I hvert fald er Skibet Kirke meget gammel – dens tympanon er kun omkring 100 år senere end Jellingestenen. Og så rummer kirken sjældne rytterfriser på altervæggen: Gralsfortællingen. Jeg besøgte den første gang, mens jeg gik på seminariet, hvor vores lærer i formning og kunsthistorie fortalte.
    
Ovenstående kan sammenholdes med mine opsamlinger om “Gyldne altre” – “Hærvejen” – “Vikingeborge, -skibe mv.
Der rejses mange spørgsmål, og der er meget at forske i endnu! Men jeg vil slutte af med nogle panoramabilleder:

2015 Jelling anlægget panorama

Opdateret 28/6 2024